PDF-ikonPrintikonTip en ven

Herpesmedicin ikke associeret med misdannelser

Herpesmedicin er ikke associeret med medfødte misdannelser. Det er konklusionen på en stor undersøgelse, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) publicerede onsdag den 25. august i det anerkendte tidsskrift JAMA. Forskerne finder ingen sammenhæng mellem brug i graviditeten af antiviral herpesmedicin og alvorlige misdannelser hos de nyfødte børn.

Kun 2,2% af de børn, hvor den gravide havde taget herpesmedicin i graviditetens første trimester, blev diagnosticeret med en alvorlig misdannelse, sammenlignet med 2,4% i gruppen af gravide, der ikke havde taget herpesmedicin.

En undersøgelse baseret på registerdata

Björn Pasternak og Anders Hviid , begge forskere ved Afdeling for Epidemiologisk forskning på SSI, har sammenholdt data fra Sundhedsstyrelsens fødselsregister for 837.795 levendefødte børn med data fra Lægemiddeldatabasen og Landspatientregisteret, og undersøgt brugen af herpesmedicin i graviditetens første del for 1804 graviditeter. Resultaterne viser, at risikoen for at få børn med alvorlige misdannelser ikke er forhøjet, selvom man benytter ovenstående antivirale præparater.

Tre aktive stoffer

De tre stoffer acyclovir, valacyclovir, og famciclovir –  findes i lægemidler, der benyttes til behandling af herpes simplex - almindelig forkølelsessår og herpes på kønsdelene – samt herpes zoster (helvedesild). Acyclovir er det stof, som er bedst dokumenteret i denne undersøgelse, og som ser ud til at være det sikreste af de tre.

Ønsker yderligere forskning

Den almindelige sikkerhed ved brug af de nævnte stoffer er allerede veldokumenteret, men man har hidtil kun haft sparsom viden om mulige konsekvenser ved brug under graviditet. ”Fremover bør vi også undersøge disse præparaters sikkerhed i forhold til spontan abort, for tidlig fødsel og amning”, udtaler de to forskere. De understreger også, at der kræves flere undersøgelser for at kortlægge den præcise risiko for særligt sjældne misdannelser.

Herpes er en udbredt sygdom

Herpes simplex i kønsdelene er udbredt i befolkningen, og mere en 1% af gravide får sygdomme for første gang i løbet af graviditeten. Mange gravide har også kronisk, behandlingskrævende herpes. En stor del af disse kvinder får anbefalet antivirale præparater af deres praktiserende læge, derfor er det vigtig at afdække stoffernes eventuelle bivirkninger.

 

Søg i Forskningsnyt:

Link til artikel i Reuters

Læs artiklen "Herpes meds not linked to birth defects på Reuters hjemmeside