Gratis RSV-Vaccination til gravide
Gravide tilbydes RSV-vaccination for at beskytte det nyfødte barn i de første levemåneder.
Fra 1. oktober 2025 tilbydes gravide et sæsonbaseret vaccinationsprogram mod RS-virus. Vaccinationen anbefales ved den tredje graviditetsundersøgelse i uge 32 af graviditeten, efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen.
RSV-Vaccination i graviditeten
RSV er en hyppig årsag til infektioner i efterårs- og vintersæsonen. Særligt hos spædbørn kan infektionen i nogle tilfælde føre til alvorlig sygdom, hvor indlæggelse kan blive nødvendigt.
- RSV-vaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet i månederne efter fødslen.
- Vaccinen er godkendt til anvendelse mellem fulde 24 uger til og med graviditetsuge 36 (35+6).
- Det anbefales at den gravide vaccineres i graviditetsuge 32 i forbindelse med graviditetsundersøgelsen hos egen læge.
- Vaccination nedsætter risikoen for alvorlig nedre luftvejsinfektion med ca. 70 % i de første seks levemåneder.
- Gravide med flerfoldsgraviditeter og andre gravide med risiko for at føde for tidligt, kan tilbydes vaccination tidligere end ved tredje graviditetsundersøgelse, dog tidligst fra fulde 24 uger (24+0).
Regeringen har på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefaling foreslået, at der i den kommende finanslov afsættes penge til et sæsonbaseret vaccinationsprogram mod RS-virus til gravide fra 2026.
Vaccination mod RSV anbefales til gravide, der har termin i juli til og med marts, hvormed de alleryngste spædbørn, der er født til termin, er beskyttet mod RSV. Vaccinationerne i 2026 gennemføres hermed fra maj til og med januar måned 2027.
Samtidig vaccination
Det anbefales, at der går mindst to uger mellem vaccination mod kighoste og RSV. Undersøgelser har vist, at immunresponset på kighostevaccinen kan være en smule lavere, hvis vaccinerne gives samtidig, men betydningen for beskyttelsen er uklar. Risikoen for bivirkninger er den samme, uanset om vaccinerne gives samtidig eller hver for sig.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vaccination mod kighoste gives i forbindelse med graviditetsundersøgelsen i uge 25.
Læs mere om den anbefalede vaccine i vaccineleksikon.
Læs mere om RSV i sygdomsleksikon.
Bivirkninger og skærpet overvågning
De mest almindelige bivirkninger er smerte ved injektionsstedet, træthed, milde til moderate muskel- og ledsmerter og hovedpine.
Idet vaccinen ikke tidligere har været anvendt i Danmark, har Lægemiddelstyrelsen besluttet, at vaccinen (Abrysvo) underlægges skærpet indberetningspligt, som indebærer, at læger har pligt til at indberette alle formodede bivirkninger hos personer, som de har i behandling.
Alvorlige bivirkninger skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen senest 15 dage efter, at lægen har fået formodning herom, og kan anmeldes via www.meldenbivirkning.dk. For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.