Subkutan injektion

Der anvendes en steril éngangssprøjte påsat en subkutan kanyle.

For frysetørrede vacciner gælder, at rekonstitueringen (opløsningen) skal foretages med det medfølgende solvens.

Kanylen skal skiftes før injektion, idet skæret på kanylen kan blive sløvt ved penetreringen af hætteglassets membran.

Hos børn under 12 måneder er det foretrukne injektionssted lateralsiden af låret.

Hos børn over 12 måneder og hos voksne anbefales øvre yderside af tricepsområdet, maveskindet kan evt. også bruges

  • Huden desinficeres forud for injektionen med ethanol 70-85 % i et cirka 5x5 cm stort område. Desinfektionsmidlet skal tørre, før huden perforeres
  • For at undgå injektion i en muskel, holdes hud og det subkutane væv mellem tommelfinger og fingre og løftes dermed forsigtigt op over musklen, så der dannes en hudfold
  • Nålen føres ind i hudfolden i en vinkel på ca. 45 grader
  • Vaccinen injiceres, og kanylen trækkes ud med en sikker bevægelse.