Udbrud med monofasisk Salmonella Typhimurium sekvenstype 34 i Danmark
Siden maj 2026 har Statens Serum Institut registreret 26 tilfælde af monofasisk Salmonella Typhimurium sekvenstype (ST) 34. Statens Serum Institut, Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt DTU Fødevareinstituttet efterforsker i øjeblikket udbruddet. Smittekilden er endnu ikke identificeret.
Om sygdomsudbruddet
Statens Serum Institut har siden den 17. maj registreret 26 personer, som er smittet med samme type monofasisk Salmonella Typhimurium ST34 (figur 1). Blandt de syge er 12 drenge/mænd og 14 kvinder. Patienterne er mellem 8 og 81 år (medianalderen er 44,5 år). Patienterne er bosat i flere dele af landet.

Tabel 1. Patienter med samme type monofasisk Salmonella Typhimurium ST34 i Danmark, maj 2026 til juni 2026, efter region (n=26).
| Region | Antal patienter |
| Hovedstaden | 9 |
| Nordjylland | 6 |
| Syddanmark | 5 |
| Sjælland | 4 |
| Midtjylland | 2 |
| I alt | 26 |
Efterforskningen af udbruddet
Udbruddet bliver håndteret i Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af SSI, Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt DTU Fødevareinstituttet. SSI står for helgenomsekventering af isolater fra patienterne og patientinterviews med henblik på at identificere en mulig smittekilde.
Udbrudsstammen
Bakterien er af typen monofasisk Salmonella Typhimurium. Ved helgenomsekventering af de bakterier, som er blevet isoleret fra patienterne, ses det, at alle tilhører sekvenstype 34 og at de er meget nært genetisk beslægtede.
Generelt om salmonellainfektion
Salmonella findes hos dyr og kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien. Salmonella er en hyppig og velkendt årsag til bakterielle tarminfektioner i Danmark. Der findes flere end 2.500 forskellige typer af salmonella.
Inkubationstid
Tiden, der går, fra man er smittet, til man får symptomer, varierer fra 6-72 timer. Som regel 12-36 timer før symptomerne viser sig.
Symptomer
Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger, og/eller feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Rigeligt med væske er vigtig for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Ved alvorlig diarrésygdom bør man søge læge.
Læs mere
Læs mere om salmonellainfektion.