Udbrud med invasiv listeriainfektion sekvenstype 403 i Danmark

Siden august 2025 er der på Statens Serum Institut registreret 7 tilfælde af Listeria monocytogenes med sekvenstype 403. Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet efterforsker sygdomsudbruddet.

Om sygdomsudbruddet

Mellem den 21. august og 24. oktober 2025 blev der på Statens Serum Institut registreret 7 personer, som er smittet med den samme type Listeria monocytogenes (figur 1). Blandt de syge er 5 kvinder og 2 mænd. Patienterne er overvejende ældre mennesker mellem 75-99 år (medianalder er 84 år). Patienterne er bosat forskellige steder i landet (tabel 1).

Figur 1. Antal tilfælde af Listeria monocytogenes sekvenstype 403 per uge, 2025 (n=7)

Tabel 1. Patienter med samme type Listeria monocytogenes i Danmark, august til oktober 2025, per region (n=7)

 Region   Antal patienter
 Hovedstaden   4
 Midtjylland   0
 Nordjylland   0
 Sjælland   1
 Syddanmark   2
 I alt  7

Efterforskningen af udbruddet

Udbruddet bliver håndteret i Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. SSI står for helgenomsekventering af listeriaisolater fra patienterne og interview med patienter eller pårørende med henblik på at identificere en mulig smittekilde.

Udbrudsstammen

Bakterien er af typen Listeria monocytogenes. Ved helgenomsekventering af de Listeria monocytogenes-bakterier som er isoleret fra patienterne, ses det at de er meget nært beslægtede og tilhører sekvenstype 403.

Fakta om listeria

Listeria er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan disse særligt sårbare grupper kan undgå listeria:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt
  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste.

Fødevarestyrelsens vejledninger

Sådan undgår du listeria - hvis du er syg

Sådan undgår du listeria - hvis du er gravid

Læs mere

Læs mere om listeriainfektion

Læs mere om overvågning af listeriainfektion i Danmark