Dientamoebiasis

Dientamoebiasis skyldes infektion med den encellede tarmparasit Dientamoeba fragilis.

Denne mikroskopiske parasit er et meget almindeligt fund hos især børn, der undersøges for fx mavesmerter og er en af de hyppigste tarmparasitter i Danmark.

Det er p.t. ikke muligt at skelne mellem kolonisation (bærertilstand uden symptomer) og infektion.

Det er sandsynligt, at mange er bærere af parasitten uden at opleve symptomer. Der er ingen grund til at forsøge at behandle parasitten i disse tilfælde.

Parasitten smitter muligvis via børneorm.

Symptomer

Det er uvist, hvor ofte D. fragilis er årsag til sygdom, og hvornår den er en ganske harmløs del af tarmindholdet. Det er sandsynligt, at en stor andel af D. fragilis-positive personer er raske bærere, hvilket vil sige, at de er koloniserede og ikke inficerede.

D. fragilis har i flere videnskabelige studier været mistænkt for at være årsag til mave-tarm-sygdom, måske i særlig grad hos børn med symptomer som vekslende afføringsmønster, mavesmerter og øget tarmluft (flatulens). Symptomerne er desuden ofte længerevarende.

Det er endnu uklart, hvorvidt parasitten spiller en rolle i udviklingen af kroniske tarmlidelser som fx irritabel tyktarm. Nyere data peger dog på, at parasitten i Danmark har en lavere forekomst hos patienter med irritabel tyktarm end hos raske.

Årsag

D. fragilis er en hyppigt forekommende encellet tarmparasit. Modsat Entamoeba histolytica, Giardia og Cryptosporidium, invaderer parasitten formentlig ikke tarmslimhinden og giver derfor som sådan ikke anledning til skader på tarmen (patologiske forandringer). Dog er parasittens indflydelse på tarmfloraen uvis, og eventuelle specifikke egenskaber, der kan gøre den sygdomsfremkaldende, er ikke blevet kortlagt.

Modsat mange andre tarmparasitter er der bemærkelsesværdig ringe genetisk diversitet inden for arten.

Smitteveje

Smitte med D. fragilis antages generelt at ske fæko-oralt (dvs. gennem mad og drikke, der er forurenet med afføringsrester indeholdende D. fragilis); dette til trods for, at der er tvivl om eksistensen af et cyste-stadie, der ville muliggøre dette. I flere videnskabelige studier er det foreslået, at D. fragilis smitter via overførsel med æg af rundorme, fx børneorm.

D. fragilis er fundet i ikke-humane primater og grise, men der foreligger ikke nogen sikker viden om smitte fra dyr til mennesker.

Forebyggelse

Da der sandsynligvis er tale om fæko-oral smitte, kan grundig håndhygiejne formentlig forebygge infektioner. Da det er muligt, at parasitten overføres med børneorm, er udryddelse af børneorm i husholdningen muligvis forebyggende og en forudsætning for effektiv behandling.

Behandling

På grund af usikkerheden om hvorvidt og hvor tit D. fragilis giver sygdom, bør udredning og behandling først iværksættes, når patienten er undersøgt for andre relevante årsager til mave-tarm-sygdom. Herudover bør det sikres, at patientens symptomer stemmer overens med de i litteraturen beskrevne for infektion med D. fragilis (se ovenfor). Findes parasitten ved en tilfældig undersøgelse hos en person, der er rask eller blevet rask af sig selv, skal der ikke behandles.

D. fragilis hører til samme gruppe af protozoer som Giardia, og første behandlingsvalg vil også her være metronidazol. Succesraten ved behandling er ca. 60%-70%. Mange oplever dog tilbagefald og bliver smittet gentagne gange formentlig pga. et højt smittetryk muligvis fra tilstedeværelsen af børneorm. Det kan derfor være vigtigt at sikre, at der ikke er børneorm i husstanden.

Ved behandlingssvigt kan metronidazol i højere dosis forsøges; alternativt kan det forsøges med paromomycin (Humatin). Evt. behandling for børneorm med mebendazol bør foretages inden opstart af metronidazol.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

D. fragilis kan påvises ved specifik PCR på DNA udvundet af fæcesprøver. Herudover kan påvisning ske ved mikroskopi for trofozoitter i enten varm, frisk fæces eller fæces fikseret med fx. SAF (natriumacetatformalin) umiddelbart efter kvittering af prøven.

Forskning

Et randomiseret klinisk kontrolleret studie, som sigtede mod at påvise klinisk effekt af metronidazolbehandling af børn med kroniske mave-/tarm-problemer og D. fragilis gav ikke belæg for at rutinebehandle børn med sådanne symptomer med metronidazol. Der sås signifikant øget parasit-eradikation hos de metronidazol-behandlede i forhold til kontrolgruppen (placebo), men eradikations-raten faldt betydeligt de næste 8 uger efter endt behandling; dette kunne tyde på reinfektion eller tilbagefald (rekrudescens).  

Referencer

Metronidazole therapy for treating dientamoebiasis in children is not associated with better clinical outcomes: a randomized, double-blinded and placebo-controlled clinical trial, Röser D, Simonsen J, Stensvold CR, Olsen KE, Bytzer P, Nielsen HV, Mølbak K. Clin Infect Dis. 2014 Jun;58(12):1692-9

Dientamoeba fragilis infection as cause of severe abdominal discomfort and flatulence, Halkjær S, Stensvold CR, Petersen AM. Ugeskr Laeger. 2015 Jan 26;177(2A):30-1.

The prevalence of intestinal parasites is not greater among individuals with irritable bowel syndrome: a population-based case-control study, Krogsgaard LR, Engsbro AL, Stensvold CR, Nielsen HV, Bytzer P. Clin Gastroenterol Hepatol. 2015 Mar;13(3):507-513.e2.

Dientamoeba fragilis, a Commensal in Children in Danish Day Care Centers, Jokelainen P, Hebbelstrup Jensen B, Andreassen BU, Petersen AM, Röser D, Krogfelt KA, Nielsen HV, Stensvold CR. J Clin Microbiol. 2017 Jun;55(6):1707-1713.

Transmission of Dientamoeba fragilis: pinworm or cysts?, Clark CG, Röser D, Stensvold CR. Trends Parasitol. 2014 Mar;30(3):136-40.


Diagnostiske undersøgelser

Dientamoeba fragilis (DNA) (R-nr. 074)
Tarmprotozoer (DNA) (Cryptosporidium arter, Entamoeba dispar, Entamoeba histolytica og Giardia duodenalis) (R-nr. 070)
Parasit (Cyste+Ormeæg+Orme) (R-nr. 071)