Biobank & Biomarkører

Helle Bossen Konradsen

Kontakt

Helle Bossen Konradsen, Faglig direktør, Biobank og Biomarkører - Ledelse og stab / Biobank og Biomarkører
T. 32683277 @. hbk@ssi.dk

Formål

Biobank & Biomarkører (BOB) forebygger medfødte sygdomme, udvikler højt specialiserede markøranalyser og skaber grundlag for sundhedsvidenskabelig forskning i biologiske materialer som del af nationalt og internationalt samarbejde.

BOB er ansvarlig for Danmarks Nationale Biobank (DNB), en unik national forskningsinfrastruktur, samt den nationale screening af nyfødte børn og den dertilhørende biobank. Samtidigt udvikler vi nye højt specialiserede analyser inden for medfødte sygdomme, bl.a. ved at anvende de nyeste teknologier inden for de genetiske og genomiske områder.

Vi bidrager til sundhedsvidenskabelig forskning gennem vores viden, prøver, data og egne forskningsprojekter, samt ved at fremme udlevering af prøver fra DNB.

Opgaver

Afdelingen Medfødte Sygdomme (MS) udfører den nationale screening af alle nyfødte i Danmark for medfødte sygdomme, som ved tidlig diagnose kan behandles. MS forsker derudover i identifikation af nye sygdomsmarkører og udvikling af højt specialiserede markøranalyser til brug for diagnostik. MS bidrager dermed til at fremme muligheden for præcisionsmedicin og at forbedre folkesundheden på dette område i Danmark og internationalt.

Danmarks Nationale Biobank (DNB) er en forskningsinfrastruktur, der understøtter sundhedsvidenskabelig forskning. Biobanken sigter mod inklusion af ca. 22 mio. prøver fra 5,2 mio. personer. Danske og udenlandske forskere kan søge blandt biobankens prøver og samkøre med registre. På den måde kan forskere identificere prøver taget i forbindelse med en given diagnose, og systemet kan vise prøver mange år før eller efter en given sygdom, hvilket giver unikke muligheder for ny forskning.

Afdelingen Prædiagnostik & Service (PS) sikrer modtagelse og registrering af alle prøver, der ankommer til SSI. Afdelingen huser et Laboratory Information Management System (LIMS) til håndtering af prøver, som sikrer at alle prøver registreres og at prøvesvar sendes til rekvirenter digitalt. PS yder derudover service til diagnostiske afdelinger på SSI i form af prædiagnostiske ydelser og callcenter.