Udbrud med yersiniainfektion i Danmark og Sverige

Statens Serum Institut efterforskede i foråret 2019 et sygdomsudbrud af mave-tarm infektioner med bakterien Yersinia enterocolitica. I alt var 20 personer en del af udbruddet. Efterforskningen viste, at smittekilden sandsynligvis var importeret frisk spinat.

Kvinde der har ondt i maven

I marts 2019 blev der konstateret 20 tilfælde af Yersinia enterocolitica, som alle var del af samme sygdomsudbrud. Der var tale om 11 kvinder og 9 mænd i alderen 2-74 år – herunder flest i alderen 20-30 år. Patienterne boede over hele landet. I samme periode var der også et tilsvarende udbrud i Sverige med den samme type yersiniabakterie. Her blev 37 patienter registreret. SSI samarbejdede tæt med de svenske myndigheder, og undersøgelserne tydede på, at der var tale om den samme smittekilde i begge lande.

Efterforskning af sygdomsudbruddet

Efter dybdegående interviews med patienterne satte Statens Serum Institut en undersøgelse i gang, hvor man også spurgte raske kontrolpersoner med samme køn og alder og som boede i samme kommune som de syge, om de havde spist visse fødevarer, som mange af de syge havde spist. Undersøgelsen viste, at patienterne i langt højere grad end kontrolpersonerne havde spist frisk spinat.

Undersøgelsen pegede også på, at spinaten var købt i Netto eller Føtex samt i en supermarkedskæde i Sverige. De danske og svenske fødevaremyndigheder identificerede én fælles producent af frisk spinat solgt i marts måned. Spinaten var på daværende tidspunkt ikke længere på markedet.

Yersinia enterocolitica udbrudstilfælde per uge for modtagelse af prøven i laboratoriet, n=20  

Patienterne fordeler sig regionalt således:

Region Antal syge
Hovedstaden 8
Sjælland 5
Syddanmark 1
Midtjylland 3
Nordjylland 3
Total 20

Udbrudsstammen

Bakterien, der har forårsaget udbruddet, er Yersinia enterocolitica, serotype O3, biotype 4. Helgenomsekventering har vist, at alle patienterne, der er del af udbruddet, er smittet med præcis den samme bakteriestamme.

Hvad skal du gøre, hvis du har spist frisk spinat?

Den forurenede spinat er ikke længere i butikkerne. Selvom man skulle have spist frisk spinat købt i Netto eller Føtex i marts 2019 anses risikoen for at være blevet smittet med yersiniainfektion for meget lille. Hvis man ikke har haft symptomer foreneligt med yersiniainfektion eller har haft symptomer, som er gået over af sig selv, skal man ikke foretage sig noget. Ved vedvarende symptomer eller tvivlsspørgsmål kan man henvende sig til egen læge.

Generelt om yersiniainfektion

Symptomer

Symptomer på en yersiniainfektion er blandt andet almen utilpashed, voldsom mavepine, feber og diarré. Der går typisk 3-7 dage, fra man er smittet, til man får symptomer. Infektionen går som regel over af sig selv, men senfølger i form af længerevarende hævelse og ømhed af forskellige led og evt. også hududslæt forekommer i 10-15 % af tilfældene.

Smittekilder og forebyggelse af infektion

Yersiniabakterien kan findes i tarmsystemet hos mange dyrearter og er udbredt i svineproduktionen. Det antages, at den vigtigste smittekilde er svinekød, især utilstrækkeligt varmebehandlet kød. Udbrud har også tidligere været forårsaget af forurenede spiseklare grøntsager. Yersiniainfektionen forebygges ved at gennemstege kød og holde det adskilt fra spiseklar mad, for eksempel salat. Ydermere bør man skylle frisk frugt og grønt grundigt, inden man spiser det.

Særligt for sundhedspersoner

Ofte viser infektionen sig med voldsomme mavesmerter, der kan forveksles med blindtarmsbetændelse. Sundhedspersoner bør være opmærksomme på yersina-infektion som differentialdiagnose og sikre prøvetagning af fæces, når personer henvender sig med relevante symptomer. 

Kliniske mikrobiologiske afdelinger, der diagnosticerer en yersiniainfektion, skal anmelde denne til Statens Serum Institut og hurtigst muligt indsende yersiniaisolater til Statens Serum Institut for yderligere typning.

Udbruddet efterforskes i et samarbejde mellem Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen samt de svenske myndigheder.

Læs mere

Læs Rapid communication i Eurosurveillance om udbruddet.

Læs mere om udbruddet i Sverige.

Læs mere om yersiniainfektion.

Læs mere om god køkkenhygiejne på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Luise Müller

Kontakt

Luise Müller, Epidemiolog, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Fødevare- og vandbårne sygd. og zoonoser
T. 32688590 @. lum@ssi.dk Se profil