Nyt fra SSI's Infektionsberedskab uge 49-2025
Udvalgte aktuelle emner fra det danske infektionsberedskab
- Influenzasæsonen er begyndt
- Tjek vaccinebeskyttelse før udlandsrejser
Influenzasæsonen er begyndt
Influenzasæsonen er begyndt i Danmark. Antal bekræftede tilfælde og indlæggelser er stigende og på middel niveau (se Figur 1). Samtidig har Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) den 20. november udgivet en rapport med fokus på den cirkulerende influenza A(H3N2) subklade K, som cirkulerer tidligt i flere europæiske lande og ligeledes er påvist i Danmark. Subklade K har ændret sig sammenlignet med A(H3N2) vaccinestammen. De første studier viser stadig en effekt af influenzavaccinen, og det er derfor vigtigt, at målgrupperne for influenzavaccination lader sig vaccinere hurtigst muligt.
Figur 1:
Antal laboratoriepåviste og indlagt med influenzavirus

Læs om:
- Overvågning af influenza, covid-19, RS-virus og andre luftvejssygdomme
- Threat Assessment Brief, ECDC
- Nyhed fra Sundhedsstyrelsen
Tjek vaccinebeskyttelse før udlandsrejser
Statens Serum Institut opfordrer rejsende til at tjekke deres vaccinationsbeskyttelse i god tid før afrejse, og afhængigt af varighed, type og destination, at få de relevante vacciner. Rejsevaccinationer beskytter mod alvorlige sygdomme, der ikke er dækket af det danske børnevaccinationsprogram, såsom hepatitis A, gul feber, tyfus og japansk hjernebetændelse. Ligeledes bør man være opmærksom på vacciner, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram, men hvor beskyttelsen er begrænset til en årrække, så der kan være behov for en opfriskning inden afrejse, fx difteri og stivkrampe. Dertil bør gravide være ekstra opmærksomme på rejser til områder med risiko for fx zikavirusinfektion eller malaria.
Læs om: