Gul feber i Angola og Den Demokratiske Republik Congo

Sundhedsministeriet i Angola informerede den 21. januar 2016 WHO om et udbrud af gul feber i Viana-distriktet i Luanda-provinsen i det nordvestlige Angola.

Opdatering af nyhed fra den 24. august 2016

Det første tilfælde blev påvist den 5. december 2015, og siden er der sket en kraftig stigning i antallet af observerede tilfælde, fordelt på flere provinser i Angola.

Udbruddet er særligt koncentreret til de større byer, inklusive hovedstaden Luanda. De seneste tal fra Angola viser 4143 mistænkte tilfælde og 373 dødsfald. Af disse er 884 tilfælde bekræftet ved laboratorieundersøgelse. Det sidste bekræftede tilfælde havde symptomer 23 juni 2016.

Der er iværksat vaccinationskampagner omfattende mere end syv millioner mennesker i Angola, og der har ikke været nye tilfælde siden 23. juni 2016. Udbruddet har desuden spredt sig internationalt. Indtil videre har tre lande rapporteret om tilfælde af gul feber importeret fra Angola, bekræftet ved laboratorieanalyser; foreløbig vides 57 tilfælde at være importeret til Den Demokratiske Republik Congo (DRC), to tilfælde er importeret til Kenya og 11 tilfælde er importeret til Kina.

I DRC har man efterfølgende påvist udbrud af gul feber af samme virustype, som er set i Angola, og pr. 27. september 2016 er der rapporteret om 2.810 mistænkte tilfælde heraf 16 dødsfald. 76 tilfælde er laboratoriebekræftet og det sidste bekræftede tilfælde havde symptomer 12 juli 2016. Ud af 76 laboratoriebekræftede tilfælde er 57 erhvervet i Angola.

De observerede importerede tilfælde af gul feber fra Angola til andre lande understreger risikoen for international spredning af udbruddet via ikke-vaccinerede rejsende.

I Angola er der krav om gul feber-vaccination for alle rejsende over 9 måneder.

I DRC er der krav om gul feber-vaccination for alle rejsende over 1 år.

Gul feber er en sygdom, som skyldes et virus. Virus kan overføres til mennesker via myggestik. De myg, som overfører sygdommen, stikker typisk om dagen. Brug af værnemidler mod myg er vigtig uanset evt. samtidig vaccination.