Chikunguya i Mellem- og Sydamerika

Siden december 2013 har chikungunya-feber spredt sig til mange lande i Mellem- og Sydamerika

Aktuelt er der fortsat aktivitet i Brasilien Columbia, Bolivia, Columbia og Honduras. Kumulerede opgørelser viser at der indtil uge 34 er rapporteret om 184.476 tilfælde af chikungunya, heraf er 67.513 laboratoriebekræftet.

Det igangværende udbrud begyndte i december 2013, hvor de første tilfælde blev påvist på øen Saint Martin i Caribien. Dette var første gang, at chikungunya blev påvist på det amerikanske kontinent. I løbet af første halvdel af 2014 spredte sygdommen sig til Caribien og videre til Mellem- og Sydamerika.

Denne hurtige geografiske spredning er karakteristisk for en sygdom, der introduceres i en modtagelig, ikke-immun befolkning. Noget lignende blev således set i 2005-06, hvor Chikungunya-virus blev spredt i landene i og omkring Det Indiske Ocean.

Chikungunya-feber er en virusinfektion hos mennesker og primater (aber), som overføres af Aedesmyg, især Aedes aegypti og Aedes albopictus.

Symptomer på chikungunya-feber er generel sygdomsfølelse, feber og ledsmerter, som ofte kan være voldsomme. Efter den akutte infektion kan der være længerevarende træthed og ledsymptomer. Infektionen medfører livslang immunitet.
Inkubationstiden er på 2 til 12 dage.

Råd til rejsende

Der findes ingen vaccine imod chikungunya-virusinfektion. Forebyggelse består i at begrænse myggestik ved anvendelse af myggebalsam og myggenet under ophold i endemiske områder.  Aedes-myg er mest aktive i dagtimerne, og specielt i skumringstiden bør man være omhyggelig med myggestiksprofylakse.