Polio i Pakistan

Der rapporteres stadig om polio-tilfælde i Pakistan. I 2014 blev der rapporteret om 306 tilfælde af vild poliovirus, i 2015 54 tilfælde og pr. 24. august er der rapporteret om 13 tilfælde. Det seneste tilfælde havde sygdomsdebut 18. juni 2016.

Det er vigtigt, at alle rejsende til områder, hvor polio forekommer, er fuldt vaccineret.

WHO anbefaler, at bosiddende og langtidsbesøgende (dvs. > 4 uger) vaccineres mod polio inden de rejser ud af polioramte lande.

Sundhedsstyrelsen anbefaler aktuelt, at man revaccineres mod polio før rejser fra Danmark til Afghanistan og Pakistan, hvis rejsen varer over 4 uger og sidste vaccine er givet for mere end 12 måneder siden. Derudover bør alle rejsende til Syrien revaccineres.
Dette gælder også, selv om man er fuldt vaccineret mod polio, idet man ellers, ved udrejse fra de berørte lande, kan blive mødt med krav om at blive vaccineret på stedet.

WHO vurderer, at kravet om vaccination er midlertidigt. Se også EPI-NYT uge 44/2015.