Salget af SSI Diagnostica er nu gennemført

SSI overdrog 1. oktober 2016 SSI Diagnostica til den svenske kapitalfond Adelis Equity Partners. Salgsprisen er på en kvart mia. kr.

Med overdragelsen er salget af SSI Diagnostica for en kvart mia. kr. blevet en realitet.

SSI indgik den 29. marts 2016 betinget aftale om salg af SSI Diagnostica til den svenske kapitalfond Adelis Equity Partners. Salget var bl.a. betinget af etablering af en række it-systemer, så SSI Diagnostica kan fungere uafhængigt af SSI. Disse er nu etableret, ligesom øvrige betingelser i aftalen er opfyldt, så Diagnostica-divisionen i Hillerød er pr. 1. oktober 2016 ikke længere en del af Statens Serum Institut.

SSI Diagnostica er førende inden for produktion og salg af in vitro-diagnostiske produkter hovedsageligt inden for klinisk mikrobiologi, veterinær diagnostik, fødevarekontrol samt miljø- og hygiejnekontrol i ind- og udland. SSI Diagnostica er opbygget med baggrund i den forskning og udvikling, SSI gennem mange år har udført på område.

SSI Diagnostica beskæftiger godt 90 medarbejdere og har en årlig omsætning på ca. 150 mio. kr. Den nye ejer forventes at ville fortsætte og videreudvikle forretningen, og medarbejderne fortsætter deres ansættelse i virksomheden.

Baggrunden for salget er, at Regeringens økonomiudvalg i starten af 2014 besluttede at sætte en række af SSI’s forretningsmæssige aktiviteter til salg, herunder SSI Diagnostica.

Også for SSI’s vaccineproduktion, der ligger på SSI’s adresse på Amager, er der indgået salgsaftale. Overdragelsen af vaccineproduktionen ventes at ske i begyndelsen af 2017.