Klinisk afprøvning af klamydiavaccine

Nyudviklet klamydiavaccine bliver nu for første gang afprøvet i mennesker.

Forskerne fra Statens Serum Institut har i samarbejde med Imperial College i London netop igangsat en klinisk afprøvning af en nyudviklet klamydiavaccine.

Dette er kulminationen på 15 års forskningsarbejde, hvor vaccinen har været testet i mus, grise og aber. Den kliniske afprøvning foregår i London i et såkaldt Fase 1-forsøg med 35 kvinder i alderen 18- 45 år, der skal vaccineres mod klamydia. Et fase 1-forsøg skal først og fremmest fastslå, om der er bivirkninger ved behandlingen, samt undersøge om det medicinske produkt har en effekt på mennesker.

Effekten af vaccinen måles ved at detektere neutraliserende antistoffer og T-celler i blodet. Derudover måles vaccinens evne til at lave et genitalt slimhindesvar og dirigere immunsystemet ud til slimhinden, hvor klamydia angriber.

Den kliniske afprøvning og efterfølgende analyser forventes afsluttet medio 2017.

I fremtiden skal større forsøg - såkaldte fase 2 og 3 - med flere personer endeligt afgøre, om vaccinen kommer på markedet, hvilket i bedste fald kan være om 5-10 år.

Studiet er støttet af Innovationsfonden og EU's 7. Rammeprogram.  

Sygdommen klamydia

25-30.000 danskere bliver hvert år smittet med klamydia, og sygdommen kan forårsage barnløshed. På verdensplan er over 100 millioner smittede, hvilket gør den til en af de mest udbredte infektioner, vi kender. Bakterien har udviklet en række strategier til at undgå vores immunforsvar, og derfor har sygdommen indtil videre været umulig at lave en vaccine imod.

Tidligere artikler om klamydiavaccinen:

Lovende dansk vaccine imod klamydia

Banebrydende vaccinekoncept stopper infektioner inden de når ind i kroppen