Stor bevilling til forskning i bakterier i næsen

Hver anden af os bærer Stafylokokbakterier i næsen. Men hvorfor har den anden halvdel ikke? Teorien er, at andre bakterier i næsen nedkæmper Stafylokokkerne – men hvilke bakterier? Det har forskere fra bl.a. Statens Serum Institut fået en stor bevilling på 25 millioner kroner fra det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) til at undersøge.

Stafylokokker er en almindeligt forekommende type bakterie, som cirka hver anden af os bærer i næsen. Her gør de for så vidt ingen skade, men stafylokokinfektioner er også skyld i omkring 400 dødsfald om året i Danmark. Ofte er det den samme type stafylokokker, patienterne har i næsen, som er skyld i infektionerne.

Nu skal et internationalt forskningssamarbejde se nærmere på de bakterier, der findes i næsen på mennesker, og bl.a. undersøge, om der blandt disse bakterier er nogen, der kan gøre det af med de potentielt skadelige stafylokokker.

Med i samarbejdet er en Forskergruppe på Statens Serum Institut under ledelse af Professor Paal Skytt Andersen. Projektet har modtaget en 5-årig bevilling fra det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) på i alt 3,7 millioner dollars eller ca. 25 millioner kroner. Projektet har fokus på Stafylokokbakterier (Staphylococcus aureus), specielt de resistente MRSA, som på verdensplan er et meget stort problem.

”Formålet er at klarlægge mere præcist, hvorfor netop nogle personer bærer og andre ikke bærer Stafylokok bakterier med det formål at finde strategier til at bruge denne viden til at beskytte mennesker mod stafylokokinfektioner”, siger Paal Skytt Andersen.

Forventer at finde kandidater til probiotikabehandling

En af forventningerne er man i projektet kan identificere kandidater til probiotika behandling; almindeligt forekommende bakterier som normalt lever i næsen men som har en ekskluderende effekt på Stafylokok bakterier. Projektet er en umiddelbar forlængelse af gruppens store studie som blev publiceret sidste år i Science Advances, hvor de identificerede en række forskellige samfundstyper i næserne hos voksne.

Forskergruppen på SSI består foruden Paal Skytt Andersen af overlæge Robert Skov og seniorforsker Marc Stegger, alle med stor erfaring inden for stafylokokforskningen.

”Forståelsen af dynamikken og sammensætningen af næsens mikrobiom, dvs. dens bakteriesamfund, er i høj grad vigtig. Denne viden kan i sidste ende bruges konkret at bekæmpe stafylokokinfektioner og en række luftvejsinfektioner uden brug af antibiotika, hvilket vil kunne imødegå det hurtigt stigende antibiotikaresistens problem”, siger overlæge Robert Skov.

Samarbejdspartner og hovedansøgeren er professor Lance Price, George Washington University i Washington DC samt en række andre forskere fra GWU samt fra Northern Arizona University, og University of Texas.