Virustypning viser sammenhæng mellem patienter fra flere forskellige norovirus-sygdomsudbrud

Statens Serum Institut har nu ved hjælp af virustypning kunnet koble prøver fra patienter fra forskellige sygdomsudbrud sammen. Dette bekræfter, at der er tale om en fælles fødevarekilde. Antallet af syge er omkring 230, og opklaringsarbejdet fortsætter.

De landsdækkende udbrud af norovirus-infektioner, der skyldes krølsalat, som Fødevarestyrelsen efterforsker i samarbejde med Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, kan nu ved analyser af prøver fra patienterne kobles sammen. Disse resultater understøtter yderligere, at der er tale om en fælles fødevarekilde.

Statens Serum Institut har i afføringsprøver fra fem personer fra tre forskellige selskaber, fundet den samme undertype af norovirus (Genotype GI.P2-GI.2). Denne type er sjælden i Danmark og sås sidst ved et udbrud i 2014. Foreløbige resultater fra prøver fra yderligere sygdomsudbrud relateret til krølsalat viser også norovirus med samme genogruppe. Resultaterne fra virustypningen heraf forventes senere i denne uge.

”Når vi finder samme virus-genotype i prøver fra personer i forskellige selskaber taler meget for, at der er tale om samme smittekilde”
Seniorforsker Lasse Dam Rasmussen, Statens Serum Institut

Der kendes i øjeblikket til 18 separate selskabs-udbrud. De omfatter tilsammen mere end 1000 personer, hvoraf mere end 230 har været syge. Læs mere om udbruddet her.

Lasse Dam Rasmussen

Kontakt

Lasse Dam Rasmussen , Seniorforsker , Virus Overvågning og Forskning
T. 32689055 @. lara@ssi.dk Se profil