Norovirus bekræftet i sygdomsudbrud, der skyldes grøn salat

Statens Serum Institut har nu kunnet bekræfte norovirus i prøver fra patienter fra sygdomsudbrud, som Fødevarestyrelsen rapporterede om i sidste uge. Antallet af syge er mindst 150, og opklaringsarbejdet fortsætter.

Fødevarestyrelsen kunne i sidste uge rapportere om udbrud, der skyldes krølsalat anvendt i sandwich til en række arrangementer flere steder i landet. Salaten er nu trukket tilbage, men Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen arbejder fortsat på at få klarlagt i detaljer, hvad der skete.

Undersøgelser af afføringsprøver fra patienter fra flere af udbruddene har nu bekræftet, at der er tale om norovirus af genogruppe 1. Statens Serum Institut har i går fået analysesvar fra 8 personer, og der er konstateret norovirus hos 6 af dem. Til gengæld er der ikke fundet sygdomsfremkaldende bakterier i prøverne. Prøverne vil blive undersøgt yderligere i de kommende dage.

Der kendes i øjeblikket til 12 separate udbrud. De omfatter tilsammen mere end 500 deltagere, hvoraf mere end 150 har været syge. Disse tal ventes at stige i de kommende dage, når undersøgelserne gøres færdige.

Læs mere om udbruddet her:
Serie af udbrud af Roskildesyge, der skyldes krølsalat

Steen Ethelberg

Kontakt

Steen Ethelberg , Afsnitsleder , Fødevare- og vandbårne sygd. og zoonoser
T. 32683545 @. set@ssi.dk Se profil