Ny forbedret tuberkulosetest viser lovende resultater

En ny, simpel hudtest for tuberkuloseinfektion udviklet på Statens Serum Institut har i undersøgelse vist sig at være lige så god til at spore sygdommen som den mest avancerede diagnostiske test på markedet.

C-Tb, som den ny hudtest hedder, er blevet afprøvet på 253 sydafrikanske patienter med tuberkulose og sammenlignet med de to andre, tilgængelige testmetoder for at måle testens sensitivitet – det vil sige, om den viser positiv hos de smittede.

C-Tb viste sig at have højere sensitivitet som den ene og lige så høj sensitivitet som anden eksisterende testmetode, og det er godt nyt for mulighederne for at spore tuberkulosesmittede tidligt i lavindkomstlande. Testresultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Respiratory Journal.

”C-Tb er en simpel hudtest, som viser sig at være lige så god som den førende diagnostiske test på markedet til at finde frem til de smittede. Og så har C-Tb den fordel, at man kan bruge den overalt i felten, for den kræver ingen laboratoriefaciliteter”, siger afsnitsleder Morten Ruhwald, Statens Serum Institut.

Tuberkulose kan ligge latent i årevis, før man bliver syg

Tuberkulose er en sygdom, det kan være svært at diagnosticere. Især kan det være svært at afsløre tuberkulosebakterien hos mennesker, der har den liggende latent i kroppen – uden at have udviklet egentlig tuberkulosesygdom endnu. Latent tuberkulose er en af de mest udbredte sygdomme på verdensplan, verdenssundhedsorganisationen (WHO) har anslået at 2 milliarder personer, dvs. 1 af 3 på verdensplan, er smittet med bakterien.

Selv om mennesker med latent tuberkulose ikke smitter, og ikke er syge, er det vigtigt at få bakterien sporet – både af hensyn til den smittede og til dennes omgivelser. Ikke alle smittede udvikler sygdom, men vi kender risikogrupperne hvor behandling kan gøre en forskel fx børn, nyligt smittede og personer smittet med hiv virus.

”Hvis man opdager bakterien, mens den er latent, kan man give en nemmere og mindre bivirkningstung behandling. Samtidig er det vigtigt for at standse smittespredning, for patienter, der udvikler tuberkulosesygdom når i gennemsnit at smitte 8 andre, før sygdommen bliver diagnosticeret. Så hvis man forhindrer latent tuberkulose i at blive til aktiv tuberkulose sygdom, så forhindrer man i gennemsnit, at 8 nye bliver smittet pr. patient”, siger Morten Ruhwald.

C-Tb bedre end gammel hudtest til at påvise tuberkulosesmitte hos vaccinerede

Der findes i øjeblikket to typer test; QuantiFERON – en blodprøve, som i laboratoriet udsættes for tuberkuloseantigener og en hudtest (tuberkulin), der oftest bruges i lavindkomstlande, hvor der ikke altid er adgang til moderne laboratoriefaciliteter.

Ulempen ved tuberkulin-hudtesten er, at den kan være positiv, selv om patienten rent faktisk ikke har tuberkulose. Det kan ske, hvis man er vaccineret med BCG, da vaccinen er baseret på de samme bakterier, hudtesten tester for.

”I lavindkomstlande med høj tuberkuloseforekomst, er de fleste BCG-vaccineret, og derfor ses en vis overbehandling, på grund af, at tuberkulin-hudtesten viser falsk positive resultater. Men vores nye C-Tb test er baseret på unikke proteiner som kun findes i tuberkulose bakterien, hvorfor den sjældnere viser falsk positiv resultat end tuberkulin. Vores nye resultater viser også, at den er lige så god som den mere komplicerede QuantiFERON test og bedre end tuberkulin til at finde de smittede”, siger Morten Ruhwald.

I øjeblikket afrapporteres flere studier af C-Tb –bl.a. et fase 3 studie med patienter, der menes at være smittet med tuberkulose, men som ikke har udviklet sygdommen. Dette studie viser, om C-Tb også har høj sensitivitet hos patienter med latent tuberkulose, og dermed, om C-Tb er et værdifuldt alternativ til de to typer tests, der findes på markedet.

Læs den videnskabelige artikel i European Respiratory Journal (kræver login): Sensitivity of C-Tb: a novel RD-1-specific skin test for the diagnosis of tuberculosis infection