Fransk salat smittede 400 danskere med roskildesyge

Kilden til de mange alvorlige mavetilfælde, som i starten af april ramte 23 selskaber og tilsammen 412 danskere var Lollo Bionda krølsalat fra Frankrig. Det viser resultaterne af den efterforskning, som Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen har gennemført i fællesskab i jagten på årsagen til et af de senere års største udbrud af norovirus i Danmark.

Heldigvis reagerede den danske importør hurtigt og tilbagetrak salaten, da firmaet i begyndelsen af april modtog de første meldinger om, at der var mistanke om, at forbrugere var blevet syge af salaten. Salaten var solgt fortrinsvis til restauranter og cateringfirmaer. Fordi salaten blev brugt i stort omfang i professionelle køkkener, blev smitten på kort tid spredt til flere selskaber og gæster. Sporing af salat spist i de berørte selskaber og to spørgeskemaundersøgelser har understøttet, at Lollo Bionda-salat er smittekilden.

Krølsalat

Laboratorieundersøgelser på Statens Serum Institut har vist, at udbruddene skyldes norovirus. Norovirus genogruppe I blev fundet i prøver fra 28 patienter. Yderligere typning af virus fra 22 patienter, fra ni af selskaberne, har vist, at der var tale om den samme undertype af norovirus (Genotype GI.P2-GI.2), hvilket understøtter, at der er tale om en fælles fødevarekilde. Denne type forekommer sjældent i Danmark.

DTU Fødevareinstituttet har fundet norovirus af samme genogruppe (genogruppe I) som den, der er påvist hos patienterne. For at finde norovirus er der undersøgt 20 salathoveder fra otte forskellige steder.

Norovirus er meget smitsom og det er muligt at få roskildesyge ved at spise fødevarer, der er forurenet med blot få viruspartikler. Desuden har norovirus en evne til at hæfte sig fast til salatblade. For at kunne påvise norovirus i fødevarer, skal den anvendte metode derfor være tilsvarende tilstrækkelig følsom og kunne løsrive og isolere norovirus fra salaten, uden at for meget af salaten kommer med i prøven.

DTU Fødevareinstituttet har under dette udbrudsopsporingsarbejde udviklet en forbedret eksperimentel metode, der har løst en del af disse metodeproblemer.

Fakta om udbruddet

  • Fra mandag den 4. april 2016 og til den 15. april 2016 modtog Fødevarestyrelsen en række henvendelser om sygdomsudbrud med diarré og opkast.
  • I alt 23 selskaber med sammenlagt 412 syge personer blev registreret som en del af udbruddet.
  • Undersøgelser viste, at fællesnævneren for udbruddene var servering af Lollo Bionda-salat af fransk oprindelse.
  • Salaten var primært solgt til restauranter og cateringvirksomheder samt i enkelte mindre detailbutikker.

Den Centrale Udbrudsgruppe
Koordinering af indsats og efterforskning af sygdomsudbruddet er sket i regi af Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af repræsentanter fra Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.

Fakta om roskildesyge

Roskildesyge opstår af den såkaldte norovirus. Virus er meget smitsom og ganske få viruspartikler kan smitte adskillige mennesker.

Læs Fødevarestyrelsens gode råd til hvordan du undgår norovirus.

Læs mere om udbruddet her:
Serie af udbrud af roskildesyge, der skyldes krølsalat

Yderligere oplysninger:
Fødevarestyrelsens pressevagt: tlf. 2284 4834
Statens Serum Institut: kontaktperson tlf. 3268 8590
DTU Fødevareinstituttet: Anna Charlotte Schultz  tlf. 2547 7019

Luise Müller

Kontakt

Luise Müller , Epidemiolog , Fødevare- og vandbårne sygd. og zoonoser
T. 32688590 @. lum@ssi.dk Se profil