Flere fik papegøjesyge sidste år
25 personer blev anmeldt med ornitose eller papegøjesyge. Dette er en stigning, som skyldes flere udbrud i Danmark.
I 2015 blev 25 personer anmeldt med ornitose, papegøjesyge, som forårsages af den zoonotiske bakterie Chlamydophila psittaci. Blandt de anmeldte tilfælde var 20 mænd og 5 kvinder.
De var alle sammen smittet i Danmark, og det er en stigning på cirka 100 % sammenlignet med foregående år i antallet af smittede i Danmark.
Dette skyldtes blandt andet et reelt udbrud blandt personer med kontakt til syge ænder, se EPI NYT 37/15.
Endvidere sås igen i 2015 smitte hos personer som havde flyttet ællinger til nyt habitat med senere jagt for øje.
I alt syv mentes smittet af ænder. Fem andre personer mentes smittet af duer, fire af høns og to af blandet fuglehold. To mentes smittet af burfugle (papegøje/undulater) og tre mentes smittet af vilde fugle. For to fandtes ingen oplysninger om fugleeksposition.
Ornitose kan bl.a. give influenzalignende symptomer. Infektionen kan behandles med antibiotika.
Læs mere i EPI-NYT 18-19/16