Et tilfælde af mæslinger i Aarhusområdet

Det er det første tilfælde af mæslinger i Danmark siden maj 2015.

Et barn på 1½ år har i uge 17 fået påvist smitte med mæslingevirus på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Barnet var uvaccineret og havde været på besøg i Pakistan og blev smittet her. Efter hjemkomst blev barnet indlagt i isolation og diagnosticeret med mæslinger.

Læger i Aarhusområdet opfordres aktuelt til at være ekstra opmærksomme på symptomer på mæslinger hos børn og yngre voksne. Det er vigtigt, at personer mistænkt for mæslinger så vidt muligt ikke opholder sig i venteværelser med andre patienter, idet mæslinger er yderst smitsom.

Vaccination mod mæslinger er en del af MFR-vaccinen, som tilbydes alle børn i børnevaccinationsprogrammet – den første vaccination tilbydes i 15-måneders-alderen. Der er dog stadig en del børn og unge voksne, der ikke er MFR-vaccinerede, hvilket øger risikoen for udbrud af sygdommen. Ikke-immune rejsende er i risiko for smitte og efterfølgende introduktion af virus i Danmark. Dette er set gentagne gange i de seneste år, og man opfordres til at sikre sig, at især børn og yngre voksne er MFR-vaccineret for at undgå sygdom og introduktion af mæslinger igen i Danmark.

I 2015 var der ni tilfælde af mæslinger i Danmark. Heraf var syv uvaccinerede, én havde fået 1 vaccine og én havde ukendt vaccinationsstatus.

Læs mere i EPI-NYT 18-19/16