85 procent blev behandlet for kræft i pakkeforløb inden for standardforløbstid i 3. kvartal 2015

NYHED FRA SUNDHEDSDATASTYRELSEN: I dag offentliggøres data for monitoreringen af pakkeforløb for kræftområdet 3. kvartal af 2015.

Monitoreringsmodellen for pakkeforløb for kræftområdet er blevet anvendt siden efteråret 2012. De kvartalsvise data er blevet offentliggjort tolv gange.

Formålet med opfølgningen er at holde øje med, i hvor høj grad patienter bliver udredt og behandlet inden for de anbefalede forløbstider, når de indgår i et pakkeforløb for kræftområdet. Tiderne er angivet i beskrivelserne af pakkeforløbene for kræftområdet.

I 3. kvartal 2015 blev der startet 29.911 pakkeforløb, hvor borgerne blev undersøgt for, om de havde en organspecifik kræftsygdom. Det er lidt færre end i det foregående kvartal. I cirka 25 procent af forløbene, førte undersøgelserne til, at patienten fik en kræftdiagnose – eller at der fortsat var begrundet mistanke om kræft. Det er fortsat cirka 3 ud af 4 udredningsforløb, hvor den begrundede mistanke om kræft blev afkræftet.

Lidt flere i behandling for kræft i 3. kvartal

Monitoreringen viser også, hvor mange der blev behandlet for kræft i et pakkeforløb – og hvor stor en del af tilfældene, hvor behandlingen starter inden for den anbefalede forløbstid i perioden.

I 3. kvartal 2015 var der 4.469 forløb, hvor borgeren efter henvisning til undersøgelse i pakkeforløb for organspecifikke kræfttyper startede behandling for en kræftsygdom. I 85 procent af forløbene blev behandlingen sat i gang inden for de anbefalede forløbstider i perioden. Der er således lidt flere forløb, hvor borgeren modtager behandling inden for de anbefalede forløbstider i perioden end i tidligere kvartal.

Tabel 1: Tal fra monitorering af kræftområdet 3 kvartal 2015

Monitorerng af kræftområdet 3. kvartal 2015

Ligeledes indgår der lidt flere borgere i pakkeforløb for metastaser uden organspecifik kræfttype i forhold til sidste opgørelse med en stigning fra 217 til 241 forløb, der efter henvisning er startet udredning i pakkeforløbet i opgørelsesperioden. Der har været en svag stigende tendens i antallet af forløb siden 4. kvartal 2013. Andele forløb inden for de anbefalede forløbstider er svingende over kvartalerne med en svag stigende tendens siden 2. kvartal 2014. Dette betyder, at der er et stigende antal forløb, der gennemføres inden for de anbefalede forløb i 3. kvartal 2015 i forhold til 2. kvartal 2014. Andelen af forløb, der efter at være henvist starter udredning i pakkeforløbet inden for de anbefalede forløbstider, er steget fra 94 procent i 2. kvartal 2015 til 96 procent i 3. kvartal 2015.

For diagnostisk pakkeforløb for alvorlig sygdom indgår nogenlunde det samme antal forløb i forhold til sidste offentliggørelse. Andelen af forløb, der gennemføres inden for de anbefalede forløbstider, viser en faldende tendens siden 1. kvartal 2015 men er nogenlunde det samme som sidste kvartal.

Pakkeforløbene på kræftområdet har været gældende siden 2008. Vejledningerne beskriver det anbefalede forløb for patienter, der har begrundede symptomer på kræft. Pakkeforløbsbeskrivelserne angiver forløbet fra patienten henvises til sygehus med henblik på udredning og behandling, med angivelse af standardforløbstider for det ukomplicerede forløb samt beskrivelse af efterbehandling og efterfølgende forløb.

Se tallene fra kræftmonitoreringen på eSundhed.dk

Læs mere om monitorering af kræftområdet på ssi.dk


1. november 2015 blev det tidligere National Sundhedsdokumentation og -it på Statens Serum Institut etableret som en ny selvstændig sundhedsdatastyrelse. Sundhedsdatastyrelsen vil få en ny hjemmeside i 2016, men indtil den er på plads, vil nyheder fra Sundhedsdatastyrelsen både blive offentliggjort på styrelsens midlertidige hjemmeside og på ssi.dk.