SSI udvider de diagnostiske muligheder for zikavirus ved at introducere en PCR-analyse

Ud over den eksisterende antistofanalyse udbyder SSI nu også ”zikavirus RNA” og kan dermed påvise zikavirus tidligere i sygdomsstadiet.

Zikavirus tilhører Flavivirus familien og kan smitte mennesker via myg. Zika minder om andre patogene vektoroverførte flavivirus som dengue, West Nile og Japansk encephalitis, men giver kun relativ mild sygdom i mennesker. Zikavirus er endemisk i Afrika og Asien, men i 2007 var et zikavirus udbrud på øen Yap i Stillehavet uden for det endemiske område, og zikavirus har fra 2015 spredt sig til det Sydamerikanske kontinent (Brasilien). Zikavirus tilhører gruppen af emerging virus, som potentielt kan spredes til nye områder hvor Aedes-myggen findes. Der er ikke set transmission af zikavirus i Europa og importerede tilfælde er sjældne.

Zika giver oftest en kortvarig (2 - 7 dage) mild febril sygdom hos i øvrigt raske personer, der minder om denguevirus-infektion. Sygdommen kendetegnes ved influenzalignende symptomer, øjenbetændelse, forbigående ømhed især i de små led i hænder/fødder, et udslæt der starter i ansigtet og spreder sig til hele kroppen. Diagnosen stilles ved RT-PCR på blod og/eller IgM positivitet og IgG titerstigning. Der kan optræde antistof krydsreaktion til andre flavivirus som dengue, mens titerstigningen er specifik for zika.

Afsnit for Virus Forskning og Udvikling (ViFU) Laboratoriet udfører forskning i virusgenetik og forskellige aspekter af virusinfektioner herunder alle eksotiske virus. ViFU udvikler nye vacciner og ny diagnostik og er repræsenteret i det Europæiske diagnostiske laboratorienetværk ENIVD – European network for diagnostic of imported viral diseases siden 2009.

Læs mere om analysen ”Zikavirus RNA” i Diagnostisk Håndbog

Anders Fomsgaard

Kontakt

Anders Fomsgaard, Overlæge, Virus & Mikrobiologisk Specialdiagnostik / Virus Forskning og Udvikling
T. 32683460 @. afo@ssi.dk Se profil