Nyt studie viser høj risiko for tuberkulosesygdom og -smitte i Østgrønland

Statens Serum Institut har deltaget i et studie, som beskriver et nyligt udbrud af tuberkulose i Østgrønland. Resultaterne er netop blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift European Respiratory Journal. Studiet viser, at risikoen for tuberkulosesygdom og -smitte er meget høj i Østgrønland, i særlig grad blandt teenagere og individer fra et tidligere smittefrit område.

I 2009 steg antallet af tuberkulosetilfælde i Østgrønland drastisk. Forekomsten var særligt høj i en lille by, som i 2005 var dokumenteret smittefri, idet ingen skolebørn var smittede med tuberkulosebakterien.

En forskergruppe fra SSI, Rigshospitalet og Landslægeembedet i Grønland har samlet alle data fra tuberkulosescreeninger og -undersøgelser i Østgrønland. Ud fra dette har forskergruppen estimeret risikoen for at udvikle tuberkulosesygdom eller blive smittet med tuberkulosebakterien i perioden 2008-2012.

Studiet viste, at risikoen for både tuberkulosesygdom og -smitte var meget høj i hele Østgrønland. Forekomsten var blandt de højeste forekomster i verden. Særlig høj var risikoen blandt teenagere samt individer fra den bygd, hvor der tidligere ikke kunne dokumenteres smitte med tuberkulose. Ved studiets afslutning var cirka 40% af befolkningen i Østgrønland, og mere end 60% af befolkningen i den tidligere smittefri bygd estimeret smittede med tuberkulosebakterien. Mere end 80% af teenagere fra den tidligere smitte-fri bygd var nu smittede.

”Der er tale om en betydelig øget risiko. Vores resultater understreger vigtigheden af en hurtig indsats ved ethvert udbrud af tuberkulose, specielt i tidligere smittefri områder samt vigtigheden af at fokusere på teenagere som en særlig risikogruppe under et tuberkuloseudbrud. Studiet dokumenterer samtidigt de store udfordringer med tuberkulose i Østgrønland” siger læge og ph.d. studerende Karen Bjørn-Mortensen.

Karen Bjørn-Mortensen arbejder fortsat med at afklare yderligere aspekter af tuberkulosesituationen i Østgrønland.

Reference: Bjorn-Mortensen K, Andersen AB, Koch A, Ladefoged K, Lillebaek T, Michelsen SW, Rendal T, Andersson M, Simonsen J, Søborg B Tuberculosis outbreak in East Greenland: groups at risk in an isolated arctic setting. Eur Respir J.2015; 47(3), 242-249