Alzheimerpris til forsker fra Statens Serum Institut

Siden 2004 har Statens Serum Institut tilbudt analyser for Alzheimer. Analyser, som stadig udover hos SSI kun tilbydes ét andet sted i Danmark, og som der udføres flere og flere af. Sidste år blev der på SSI udført mere end fire gange så mange prøver som i 2005.

Analyserne, som kræver spinalvæske fra patienterne, er samtidig en af grundstenene i afdelingens forskningsaktiviteter.

På afdeling for Autoimmunologi og Markører på Statens Serum Institut forskes der både i helt basal forståelse af Alzheimersygdommens biologi og i at forbedre de diagnostiske analyser. Målet er at kunne bruge blodprøver i stedet for prøver af spinalvæske. Det er den indsats, der er baggrund for, at afdelingschef og professor i molekylær diagnostik på OUH, Niels Heegaard, i går modtog Alzheimer-forskningsfondens pris.

Gode analyser, men gerne endnu bedre

I analyserne for Alzheimers sygdom måles niveauet af to proteiner og et peptid i spinalvæsken. Alzheimerpatienter har højere niveauer af de to proteiner og lavere niveau af peptidet end andre mennesker. Markørerne kan ikke stå alene til at stille diagnosen Alzheimer. De skal kombineres med klinisk  udredning og billeddiagnostik.

For ca. 85 ud af 100 patienter med Alzheimer, vil markørerne vise disse niveauer. På samme måde vil markørerne hos ca. 85 ud af 100 patienter uden Alzheimer, vise det modsatte – og altså afkræfte mistanke om Alzheimer.

”For de typiske Alzheimerpatienterne, er det altså gode markører. Men i de tilfælde, hvor man tester meget tidligt i sygdomsforløbet, er testen dog endnu ikke så følsom, og det arbejder vi forskningsmæssigt med at kunne forbedre – ligesom vi har et mål om at kunne måle i blod i stedet for spinalvæske”, forklarer Niels Heegaard.

To strategier for at finde nye markører

Arbejdet med at forbedre analyserne sker i samarbejde med bl.a. Rigshospitalets Hukommelsesklinik. Herfra får forskerne på SSI prøver af både blod og spinalvæske fra patienter, der er under udredning for diagnosen Alzheimers sygdom. Og det er værdifuldt materiale for forskerne, der tager to forskellige strategier i brug for at finde frem til bedre markører:

Den ene fremgangsmåde  er højfølsomme metoder til at måle proteiner og stoffer i blodet:

”Vi ved, at der slipper nogle stoffer fra hjernen ud i spinalvæsken og i blodet. Men det er i langt mindre mængder i blodet end i spinalvæsken, så vi leder efter måder at spore meget små mængder af de stoffer, vi allerede måler i spinalvæske”, forklarer Niels Heegaard.

Den anden metode er at måle tusindvis af forskellige stoffer samtidig og på den måde få en finde ud af, om der er andre stoffer end de kendte – eller kombinationer af stoffer – der er særlige for Alzheimerpatienter:

”Alzheimerhjerner har nogle specifikke forandringer, der skyldes, at proteinerne opfører sig anderledes, og strukturen er anderledes end hos andre patienter. Nogle af disse proteiner slipper ud i spinalvæske og blod. Det samlede billede af mange stoffer i blodet kan give et billede, som måske kan sige: det her er en Alzheimerpatient”, siger Niels Heegaard.

Arv eller miljø?

Hvorfor lede efter ændrede proteiner og peptider – er Alzheimer ikke arveligt – altså et spørgsmål om genændringer? Det er et af de spørgsmål, Niels Heegaard ofte får om Alzheimer. Men sandheden er, at det kun er ganske få procent af tilfældene, der er genetisk betinget.

Spørgsmålet om, hvor meget der skyldes arv, og hvor meget der skyldes miljø er grundlaget for et andet forskningssamarbejde mellem forskerne på SSI og Syddansk Universitet, som har en tvillingebiobank med prøver fra enæggede tvillinger. Blandt andet prøver fra tvillingepar, hvor den ene efterfølgende har fået diagnosticeret Alzheimer, mens den anden ikke har:

”Enæggede tvillinger er ens rent genetisk. Det, at den ene kan få Alzheimer, mens den anden ikke gør (i hvert fald ikke samtidig) viser, at genetikken ikke er nok. Der skal mere til – en miljøpåvirkning eller andet - før Alzheimer udløses, siger Niels Heegaard, der selv er enægget tvilling.

”Vi ser efter, om der er nogle spor hos den ene, som ikke er hos den anden. Dette vil forhåbentlig kunne give os nogle ledetråde til at udvikle tidlig diagnostik. Teknologien er god, samarbejderne er på plads, og vi har resultater, der ser lovende ud – men vi er ikke færdige – endnu”, smiler han.