Forbruget af tetracyklin falder efter mange års stigning

En ny opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der i 2014 har været et faldende forbrug af tetracyklin, som er et antibiotikum, der fortrinsvis bruges mod akne.

Akne er en kronisk betændelsestilstand i hudens talgkirtler. I daglig tale kendes akne som bumser og er et problem, der især plager mange unge.

Gennem de seneste 10 år har der været en tendens til at behandle akne med tetracykliner, som er et bredspektret antibiotikum. Men, da antibiotikaresistens er et tiltagende problem, anbefaler man at begrænse brugen af tetracykliner.

Faldende forbrug af tetracykliner

Efter 10 år hvor forbruget af tetracykliner har været stigende, viser en ny opgørelse af antibiotikaforbruget fra Statens Serum Institut et markant fald i forbruget af tetracykliner.

Opgørelsen viser et fald i alle måneder fra januar til oktober 2014 og viser, at det er hos de unge, forbruget er faldet forholdsvist mest.

Se opgørelsen 'MedicinForbrug - Indblik: Forbruget af tetracyklin falder' (PDF)

Ny opgørelse over salget af enkelte lægemidler

Ændringen i forbruget af tetracykliner fremgår af 'MedicinForbrug - Indblik: Forbruget af tetracyklin falder', som er den første udgave af Statens Serum Instituts nye opgørelse ’MedicinForbrug - Indblik’.

’MedicinForbrug - Indblik’ er et supplement til Statens Serum Instituts kvartalsvise overblik over medicinsalget, og vil en eller flere gange pr. kvartal sætte fokus på salget af et enkelt lægemiddel.

Læs mere om ’MedicinForbrug - Indblik’ på ssi.dk