EU støtte til at udvikle sikker hurtigtest for Ebola
Forsker fra Statens Serum Institut er med i internationalt samarbejde med det formål at udvikle nye sikre ebolatests, der hurtigt kan give svar på, om en person er smittet eller ej.
Det første Horizon 2020 initiativ ”Innovative Medicines Initiative (IMI)” har netop uddelt støtte til udvalgte innovative vaccine- og diagnostiske projekter i EU. IMI er et partnerskab mellem EU og den Europæiske Pharmaceutiske Industri repræsenteret af EFPIA.
Et af projekterne, der støttes de næste to år, er en international diagnostikgruppe; ”Ebola-MoDRAD” (Modern approaches for developing bedside rapid diagnostics). Denne gruppe går med IMI-støtten straks i gang med at udvikle nye, sikre og hurtige ebolatests.
Hurtig og sikker diagnose afgørende ved ebolamistanke
Der er et presserende behov for hurtige, sikre tests til tidligt at afgøre, om nogen er inficeret med Ebola eller ej. Målet med Ebola-MoDRAD-projektet er at udvikle en test, der kan laves på sygestuen uden risiko for smitte af utrænet personale og uden behov for avanceret udstyr, og hvor resultatet er klar på ned til 15 minutter
”Hurtig og sikker diagnose er jo altafgørende for, hvordan en patient skal behandles, om vedkommende skal isoleres osv. Det er en meget vigtig udfordring, og vi er allerede i gang med at realisere ideerne i samarbejdet som så skal trænes og implementeres i Afrika, men også i Danmark” siger professor Anders Fomsgaard, Statens Serum Institut.
Han er desuden en af hovedkræfterne bag Statens Serum Instituts arbejde med at teste prøver fra patienter i Danmark, der mistænkes for at være smittet med Ebola. Der har hidtil været en håndfuld tests.
”Når en patient skal testes for Ebola i Danmark, tages blodprøven direkte ned i et glas med det, vi kalder ”blå buffer”. Det er et testmedie, der gør, at virus bliver inaktiveret, og derfor kan testen sikkert transporteres her til Statens Serum Institut, hvor vi laver analyserne, uden at vi udsættes for smitterisiko i laboratorierne. Målet med det nye samarbejde er en mere simpel test, der kan håndteres i Afrika uden kompliceret laboratorieudstyr og uden brug af strøm – lidt ligesom en graviditetstest”, forklarer Anders Fomsgaard.