For få tilfælde af neuroborreliose anmeldes

Antallet af danskere ramt af neuroborreliose er cirka to en halv gange så stort som det antal sygdomstilfælde, der anmeldes. Det viser ny forskning fra Statens Serum Institut.

Borrelia er en infektionssygdom, som overføres via skovflåter. Det mest almindelige er et rødt udslet som breder sig fra bidstedet. Sygdommen kan sprede sig fra bidstedet til nervesystemet og vise sig i form af neuroborreliose. Neuroborreliose har været anmeldelsespligtigt i Danmark siden 1991.

Men nu viser ny forskning fra Statens Serum Institut, at der er langt flere tilfælde af neuroborreliose, end der anmeldes. Ved at gennemgå prøveresultater fra den nationale mikrobiologidatabase MiBa, er der fundet cirka 2½ gange så mange positive prøver som antallet af anmeldelser. Således er der i perioden 2010 til 2012 fundet 533 sygdomstilfælde i MiBa, mens der i samme periode kun er anmeldt 217 tilfælde. Der var stor geografisk variation, idet nogle kommuner var uden tilfælde, mens der på øerne Læsø, Samsø, Fanø, Langeland, Ærø og Sejerø i gennemsnit var over 10 tilfælde pr. 100.000 indbyggere om året. Hyppigst blev diagnosen stillet hos børn 5-9 år samt ældre over 65 år.

”Tidligere danske opgørelser baseret på anmeldelserne over følger efter borrelia-infektioner har undervurderet sygdomsbyrden. Forskningsartiklen viser svagheden i det kliniske meldesystem, der er baseret på, at den behandlende læge husker at udfylde og indsende en papirblanket når der stilles diagnosen neuroborreliose” siger overlæge og afdelingschef, Kåre Mølbak, Statens Serum Institut.

Komplet og præcis overvågning

Den danske mikrobiologidatabase MiBa har eksisteret siden 2010. Formålet med den var bl.a. at gøre den nationale overvågning af infektionssygdomme og mikroorganismer automatisk, fleksibel, rettidig og komplet.

Forskerne bag den nye artikel, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Eurosurveillance, fandt, at der kan opnås en komplet og præcis overvågning ved at basere overvågningen direkte på opsamling af resultater af den laboratorietests, der er nødvendig for at stille diagnosen.

”En fremtidig overvågning der er baseret på automatisk indhentning af laboratoriedata fra den mikrobiologiske database MiBa giver således et mere retvisende billede af sygdomsforekomsten. Dermed er der bedre muligheder for at belyse regionale forskelle i forekomst, afdække risikogrupper og følge udviklingen over tid”, siger Kåre Mølbak.

Om neuroborreliose

Symptomerne på neuroborreliose viser sig som regel som hovedpine og nakke/rygstivhed og udstrålende nervesmerter eller muskellammelser, typisk i ansigtet. Neuroborreliose kan behandles med antibiotika, men enkelte patienter kan udvikle følgetilstande, selvom antibiotika har slået bakterien ned. Det er derfor vigtigt at behandle i det første stadie, hvor sygdommen viser sig som et hududslæt rundt om bidstedet. Tidlig behandling afkorter sygdomsforløbet og forebygger en senere alvorligere infektion. Man kan desuden forebygge infektion ved at undgå flåtbid og ved at fjerne flåter hurtigst mulig. Infektionsrisikoen er meget lille indenfor 24 timer efter de har sat sig fast.

Læs mere om MiBa i EPI-NYT