Flere fik gonorré i 2014

Antallet af gonorrétilfælde er igen steget. Stigningen forekommer både hos heteroseksuelt smittede mænd og kvinder og blandt mænd, der har sex med mænd.

I 2014 blev der rapporteret 1.260 tilfælde af gonorré til de to lovpligtige anmeldelsessystemer i Danmark. Det er 50 % flere end i 2013, hvor der blev rapporteret 841. Herudover var der registreret 657 tilfælde i Den danske mikrobiologidatabase, MiBa, som ikke var rapporteret til nogen af de to meldesystemer.

Af de 1.260 rapporterede tilfælde var 1.138 anmeldt med epidemiologiske oplysninger til Afdeling for Infektionsepidemiologi. Heraf var en tredjedel kvinder og to tredjedele mænd. Blandt mænd var halvdelen af de anmeldte heteroseksuelt smittede, den anden halvdel var mænd der har sex med mænd (MSM), figur 1.

EPI-NYT uge 40 2015 figur 1

Flest tilfælde i hovedstaden

Flertallet af de anmeldte havde bopæl i Københavnsområdet.

Hovedparten af de anmeldte var af dansk herkomst, og de fleste var smittet i Danmark.

Der blev fundet hiv-positive i alle smittegrupperne, 20 % af MSM der fik diagnosen gonorré var hiv-positive. Dette tal var 2 % blandt heteroseksuelt smittede mænd og kvinder.

Flere steder i udlandet er der beskrevet svigt af behandling med stoffet ceftriaxon. Der er fortsat ikke påvist gonokokker med nedsat følsomhed for ceftriaxon i Danmark.

Læs mere i EPI-NYT 40/15