Udbrud af zikavirus i flere lande i Syd-, Mellem- og Nordamerika samt i Kap Verde
I Brasilien og Fransk Polynesien kædes udbruddet sammen med en observeret stigning i små hoveder og misdannelser i hjernen blandt fostre og nyfødte
Zikavirus overføres via Aedes-myg og er som oftest en mild infektion, som hovedsageligt forløber helt uden symptomer. Det anslås, at kun én ud af fire infektioner medfører symptomer. Inkubationstiden er 3-12 dage og sygdommen varer 2-7 dage.
I 2015 har myndighederne i Brasilien observeret en stor stigning i fostre og nyfødte med såkaldt mikrocephali (meget små hoveder), primært i de østligste stater, som falder tidsmæssigt sammen med udbredelsen af zikavirus i landet. En tilsvarende observation er gjort i Fransk Polynesien, hvor der var en zikavirus-epidemi i perioden september 2013 til marts 2014. Der er tale om en tidsmæssig sammenhæng, og der er endnu ikke påvist en sikker årsagssammenhæng.
Zikavirus kan potentielt spredes til nye områder, hvor Aedes-myggen findes. Der er rapporteret om importerede tilfælde til Europa fra Asien og Fransk Polynesien, men der er ikke set smitte med zikavirus i Europa endnu. Det aktuelle større udbrud i Sydamerika kan betyde flere rejserelaterede tilfælde. Risikoen for at infektionen kan spredes i Europa er tilstede, da myggen (Aedes albopictus) er tilstede i flere europæiske lande, især omkring Middelhavet. Denne risiko vurderes aktuelt som meget lav, grundet de klimatiske forhold med lave vintertemperaturer i Europa.
Indtil videre anbefales rejsende til de berørte områder, og særligt gravide, at beskytte sig mod myggestik hele dagen fra solopgang til solnedgang. Aedes-myggene er dagmyg, der er særligt aktive omkring solopgang og solnedgang, men stikker hele dagen. For gravide sker beskyttelse bedst ved at bære langærmet og langbenet beklædning og at begrænse anvendelsen af myggespray til bare hudområder. Tøjet kan med fordel imprægneres med et myggeafvisende middel.
Læger bør overveje zikavirus-infektion som differentialdiagnose til blandt andet dengue- og chikungunyafeber hos patienter med feber og nylig rejse til risikoområder, primært i Mellem- og Sydamerika, i Fransk Polynesien og i Kap Verde.
Læs mere i EPI-NYT 49/15
Læs mere om diagnostik her (”Zikavirus RNA” (R2027, Diagnostisk Håndbog) i EDTA-blod) og her (Serologisk test for zikavirus IgG- og IgM-antistoffer (R2017))