Ny HPV-vaccine i børnevaccinationsprogrammet
Som følge af det lovpligtige og rutinemæssige udbud for vacciner skal HPV-vaccinen Cervarix® anvendes i børnevaccinationsprogrammet fra 1. februar 2016
Udbuddet for vacciner anvendes til offentligt finansierede vacciner, som ikke produceres af Statens Serum Institut.
Cervarix® beskytter mod de to høj-patogene HPV-typer (16 og 18), som er ansvarlig for 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Beskyttelsen over for livmoderhalskræft samt bivirkningsprofilen for Cervarix® er sammenlignelig med den hidtil anvendte vaccine, Gardasil®. Til forskel for Gardasil® beskytter Cervarix® ikke mod kondylomer. Cervarix® er godkendt til anvendelse fra 9-års-alderen. Sundhedsstyrelsen anbefaler den givet i børnevaccinationsprogrammet ved 12 år.
Alle piger, som HPV-vaccineres i børnevaccinationsprogrammet fra den 1. februar 2016 eller senere, skal derfor starte vaccination med Cervarix®. For alle piger, der er under 15 år ved 1. vaccination, består vaccinationsprogrammet af to doser, givet med mindst 5 måneders mellemrum. For piger mellem 15 og 17 år, som ikke tidligere er HPV-vaccineret, består vaccinationsprogrammet af tre doser givet dag 0, 30 og 180. De hidtil anvendte afregningskoder skal fortsat anvendes.
Der foreligger ikke data for at kombinere vaccination med forskellige HPV-vacciner, og piger/kvinder, som allerede har modtaget mindst én dosis Gardasil® skal færdiggøre programmet med denne vaccine.
En mere detaljeret information vil blive bragt i et kommende EPI-NYT.
Læs mere i EPI-NYT 49/15