Overdødelighed blandt ældre i Europa kan skyldes influenza A

I mange europæiske lande har dødeligheden blandt ældre medborgere været højere end forventet i mindst to uger i løbet af vinteren, viser ny opgørelse koordineret af Statens Serum Institut. Det kan skyldes årets dominerende influenzatype influenza A H3N2

I Danmark har influenzasæsonen været mild i vinter. Men sådan har det ikke været i en række lande tæt på os. Særligt blev en række lande vest og syd for Danmark ramt af influenza allerede før jul.

I dag offentliggøres en analyse af dødeligheden i 14 lande, som indeholder data til og med februar 2015. Analysen er lavet af det europæiske overvågningsnetværk EuroMOMO, som koordineres af Statens Serum Institut. Analysen viser, at der har været flere dødsfald blandt de ældre over 65 år, end der normalt forventes i de fleste af landene.  

Danmark, Finland og Estland var mindre ramt

Analysen er netop udkommet i tidsskriftet Eurosurveillance. De lande, der har oplevet højere dødelighed blandt de ældre end forventet i mindst to uger i løbet af vinteren er: Belgien, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Holland, Portugal, Spanien, Schweiz, Sverige, England, Nordirland, Skotland og Wales.

I Estland og Finland er der ikke set øget dødelighed i vinter, mens vi i Danmark kun har haft en enkelt uge, hvor dødeligheden var højere end forventet.

”Den mest oplagte forklaring på dødeligheden er, at det er influenza A H3N2, der har været dominerende i år. Samtidig har vi i år set, at den aktuelle variant af H3N2 har ændret sig genetisk. Ændringerne har gjort det lettere for virus at sprede sig i befolkningen, og vaccinerne har ikke været så effektive som normalt”
Kåre Mølbak

Læs den videnskabelige artikel i Eurosurveillance

Kåre Mølbak

Kontakt

Kåre Mølbak, Professor, Ekspert, Direktionen / Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32683157 @. krm@ssi.dk Se profil