Nu 24 smittede i listeriaudbrud
Statens Serum Institut har nu færdiganalyseret prøver fra yderligere fire listeriasmittede, som alle viste sig at være del af det igangværende udbrud.
Resultater af genom-sekvensering af prøver fra fire listeriapatienter viste, at alle fire patienter er smittet med bakterier af udbrudsstammen, så antallet af kendte listeriasmittede i udbruddet er oppe på 24.
Statens Serum Institut har genom-sekvenseret prøver fra listeriapatienter såvel som prøver fra kødpålæg, der har vist sig at være listeriainficeret. Denne metode analyserer listeriabakteriernes DNA, og dermed har det vist sig, at nu 24 patienter har været smittet med præcis den bakterie, der er fundet i produkter fra virksomheden Jørn A. Rullepølser.
Statens Serum Institut undersøger p.t. yderligere tre prøver fra listeriapatienter for at se, om også de er del af udbruddet. Selv om virksomheden er lukket, og mistænkte produkter er trukket tilbage fra markedet, må det forventes, at der kan komme yderligere tilfælde af listeriasmittede de kommende uger, da der kan gå flere uger fra man spiser inficeret kød, og indtil man bliver syg.
Ud over det aktuelle udbrud er der i 2014 30 tilfælde af listeria, som ikke er relateret til det aktuelle udbrud, og hvor bakteriernes DNA-profiler adskiller sig væsentligt fra udbrudsstammen.
Kontakt
Steen Ethelberg,
Afsnitsleder,
Infektionsepidemiologi & Forebyggelse / Fødevare- og vandbårne sygdomme og zoonoser
T. 32683545
@. set@ssi.dk
Se profil