Tidspunktet for hvornår piger går i pubertet bestemmes måske primært af den ene af forældrene viser nyt genetisk studie

Den alder, hvor piger bliver seksuelt modne og for første gang får menstruation, er under indflydelse af de såkaldte “imprintede gener”, en lille gruppe gener hvis aktivitet varierer afhængigt af, hvilken forælder der overfører genet. Det viser et stort internationalt studie, der i dag udkommer i tidsskriftet Nature. I studiet deltager forskere fra afdeling for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum Institut.

Undersøgelsen omfatter mere end 180.000 kvinder og er resultatet af et meget stort internationalt forskningssamarbejde med deltagelse fra 166 institutioner. Forskerne har fundet 123 genetiske varianter, der er forbundet med det tidspunkt, hvor en pige får sin første menstruation. Seks af disse varianter blev fundet inden for imprentede regioner af genomet.

Førsteforfatteren til artiklen Dr. John Perry fra Medical Research Council (MRC) Epidemiology Unit, fra universitetet i Cambridge siger: “Normalt afspejler vore nedarvede fysiske karakteristika groft sagt en afbalanceret ligelig fordeling af vore forældres gener. De imprinted gener derimod giver en uens vægtning af forældrenes gener. Vores fund indikerer at den ene forælder i en familie har langt større indflydelse på hvornår datteren når pubertetsalderen end den anden forælder.”

De egenskaber der er forbundet med de imprinted gener er forskellige afhængigt af om genet nedarves fra moderen eller faderen. Nogle gener er ligefrem kun aktive hvis de nedarves fra moderen, mens andre kun hvis de nedarves fra faderen. Begge typer af imprintede gener blev fundet i det nye studie og indikerer en mulig biologisk konflikt forældrene imellem hvad angår den hastighed hvormed barnet udvikles. Forskerne fandt yderligere bevis for, at der faktisk eksisterer en sådan ubalance forældrene imellem ved at studere sammenhængen mellem disse imprinted gener og timingen af puberteten i et studie af 35.000 islandske kvinder, hvor man har meget detaljeret viden om kvindernes familierelationer generationer tilbage.

Det er første gang, at man har kunnet vise at imprinted gener har betydning for udviklingen efter fødslen.

“Vi ved at der er stor forskel på hvornår piger går i pubertet og at mange forhold herunder kosten og motionsvaner spiller en rolle for hvornår det sker. Vi begynder nu også at få bedre viden om hvilke gener, der spiller en rolle i denne udviklingsperiode af en kvindes liv. Det kan vise sig vigtigt for bedre at forstå en række sygdomme. For eksempel har vi tidligere vist, at kvinder, der går tidligt i pubertet har en forøget risiko for senere at udvikle brystkræft og andre forskergrupper har vist en tilsvarende sammenhæng mellem tidlig pubertet og udvikling af sukkersyge. Alle disse forskellige sammenhænge er endnu et stort puslespil men jo flere brikker vi får lagt på plads jo nærmere kommer vi en afklaring og forståelse af disse forhold”, siger professor Mads Melbye, der er en af forfatterne bag artiklen.

Studiet er bl.a. støttet af Novo Nordisk Fonden og National Institutes of Health i USA.

Reference:
Perry, JRB et al. Parent-of-origin specific allelic associations among 106 genomic1 loci for age at menarche. Nature; 23 July 2014. DOI 10.1038/nature13545