Forskere fra Statens Serum Institut er nomineret til prisen ”Årets Danske Forskningsresultat 2014”

Resultater om uspecifikke effekter af MFR-vaccinen har ført til nomineringen.

Prisen udloddes af Videnskab.dk, og vinderen findes ved en afstemning blandt videnskab.dk's læsere. Der kan stemmes til den 26. november.

Signe Sørup, Christine Stabell Benn, Tyra Grove Krause, Peter Aaby og Henrik Ravn fra Statens Serum Institut er sammen med Anja Poulsen fra Rigshospitalet nomineret til prisen for deres opdagelse af, at børn med MFR-vaccinen (”paraplyvaccinen”) havde 14 % lavere risiko for at komme på hospitalet med alle typer af infektioner end børn uden MFR-vaccinen.

MFR-vaccine med ekstra gavnlige effekter

I Danmark er den levende, svækkede MFR-vaccine anbefalet ved 15 mdr., men under halvdelen af børnene får den til tiden. Den danske undersøgelse er baseret på registerinformation om ca. ½ million danske børn og viste at man kunne spare en infektionsindlæggelse for hver 201 børn, der blev vaccineret til tiden. I lavindkomstlande er der tidligere set samme mønster: de levende, svækkede vacciner har såkaldte ”uspecifikke” gavnlige effekter på immunforsvaret og øger den generelle modstandskraft over for infektioner.

Læs mere om undersøgelsen her