Folkemødet 2025
Statens Serum Institut deltager igen i år på Folkemødet med en række spændende debatter og workshops.
Statens Serum Instituts program på Folkemødet 2025 (pdf)
Debatter, underholdning og samtaler på Folkemødet 2025
Torsdag den 12. juni
Hvor kommer den næste pandemi fra – og er vi klar?
Hvordan undgår vi, at tæt kontakt med dyr bliver en risiko for folkesundheden?
Tre ud af fire nye smitsomme sygdomme stammer fra dyr. Aktuelt har fugleinfluenza globalt spredt sig fra fugle til flere pattedyr, bl.a. malkekøer i USA. Og alvorlige tilfælde af fugleinfluenza ses sporadisk hos mennesker.
Vi ved, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før vi får en ny influenzapandemi. Hvor tæt er vi på, at fugleinfluenzavirus bliver i stand til at smitte imellem mennesker og skabe en ny pandemi? Eller bliver det en helt ny virus, som starter den næste pandemi?
Hvor står vi i dag – i Danmark og i resten af verden? Og hvordan gør vi samfundet og sundhedsvæsenet klar? Er vi parate til at håndtere den næste pandemi?
Hør anerkendte eksperter fra WHO, Sundhedsstyrelsen, Københavns Universitet og Statens Serums Institut diskutere, hvordan trusselsbilledet ser ud nationalt og internationalt, og hvor pandemiberedskabet står i dag.
Deltagere:
- Kristine Moll Harboe, overlæge og enhedschef, Sundhedsstyrelsen
- Lars Erik Larsen, professor, Københavns Universitet
- Søren Brostrøm, seniorrådgiver, WHO
- Ramona Trebbien, seniorforsker, Statens Serum Institut
- Tyra Grove Krause, faglig direktør, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Torsdag den 12. juni 2025 kl. 14:00 - 14:45
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Bliver vi syge og dør af klimaforandringer i Danmark?
Klimaforandringer vil få enorme konsekvenser for sundheden. Hvad skal vi forvente og gøre ved det?
Danskernes sundhed trues af globale klimaforandringer, der vil føre til flere hedebølger, oversvømmelser og nye smitsomme sygdomme. Men hvad er reelt på vej, og hvor bekymrede skal vi være? Hvilke klimaforandringer får vi – hvor slemt bliver det, og hvor hurtigt sker det? Hvor mange vil dø af hedebølger? Får vi farlige tropesygdomme som denguefeber og malaria i Danmark?
Hør hvordan borgerne skal forholde os og bliv klogere på, hvordan sundhedsvæsenet og kommunerne vil håndtere opgaven. Statens Serum Institut inviterer til en aktuel og vigtig debat. Synes du, at de danske myndigheder gør for lidt – eller måske ligefrem for meget? Er frygten overdrevet og unødvendig? Kom og diskuter med eksperterne!
Deltagere:
- Annette Kjær Ersbøll, forskningsleder og professor i folkesundhed, Statens Institut For Folkesundhed
- Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer m.m., leder af SDU Climate Cluster, forfatter, FN’s klimapanel (IPCC), Syddansk Universitet (SDU)
- Katrine Schjønning, folkesundhedschef, Københavns Kommune
- Lasse Skafte Vestergaard, overlæge, Statens Serum Institut
- Tyra Grove Krause, faglig direktør, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Torsdag den 12. juni 2025 kl. 16:30 - 17:15
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Fredag den 13. juni
Personlig forebyggelse – kan vi bruge dine gener?
Forestil dig en fremtid, hvor din arvemasse bruges til at lave mere personlig sundhedsforebyggelse.
Statens Serum Institut inviterer dig til en aktuel og medrivende debat om, hvordan dit genom (din genetiske arvemasse) kan bruges til personlig sundhedsforebyggelse. Vi tegner visionen for brug af vores individuelle genetik i fremtidens sundhed. Vi ser ind i en virkelighed, hvor kortlægning af arvemassen er blevet noget, man kan gøre for få tusinde kroner – og hvor resultatet kan afsløre, hvilke gen-varianter, vi er født med.
Resultatet kan anvendes til at beregne vores genetiske disposition for sygdomme. Det er en viden, som kan bruges til at løfte folkesundheden, skræddersy forebyggelse og optimere behandling. Debatten tager udgangspunkt i genernes fagre nye verden – og hvordan man som menneske kan bruge viden om ens gener til at forudsige (og forebygge), hvad man kan blive ramt af i løbet af livet.
Deltagere:
- Erik Jylling, koncerndirektør, Region Hovedstaden
- Vincent Hendricks, professor, Københavns universitet
- Ida Sofie Jensen, koncernchef, LIF – Lægemiddelindustriforeningen
- Karina Hvid Arensbach, mor til Nalina og Noor, Selvstændig content creator
- Mette Nyegaard, Professor og afdelingschef, Statens Serum Institut
- Henrik Ullum, Direktør, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Fredag den 13. juni 2025 kl. 10:15 - 11:00
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Dit toiletvand sladrer om farlige sygdomme og rusmidler
Smitsomme sygdomme og narkotika-forbrug kan måles i spildevandet. Kom og hør hvordan!
I hele Danmark tages hver uge prøver fra rensningsanlæg, der viser niveauet af smittesomme sygdomme som fx covid-19.
Ved at undersøge spildevandet fra vores toiletter kan myndighederne måle sygdomme, men også fx narkotiske stoffer. Det lyder smart (og det er det også!), men den nye metode har selvfølgelig også sine begrænsninger. Kom til Statens Serums Instituts telt og få svar på, hvad spildevandsovervågning kan bruges til, nu og i fremtiden.
Du kan bl.a. høre om, hvordan metoden fungerer, hvordan gør man i praksis, og hvilke sygdomme bliver der målt på i Danmark. Hør hvorfor metoden kan være smart at bruge på tværs af Europa og i Afrika. Og ikke mindst hvordan spildevand måske endda kan bruges til at overvåge sygdomme globalt, så vi kan få tidlige advarsler om nye sygdomme - selv hvis de opstår på den anden side af jorden. Hør også om, hvordan spildevand kan bruges til at undersøge, hvor meget narkotika, der anvendes i Danmark.
Deltagere:
- Flemming Konradsen, senior Vice President for Social & Humanitarian, Novo Nordisk Fonden
- Helle Katrine Andersen, sekretariatschef, DANVA
- Lene Caspersen, socialoverlæge, Center for Rusmiddelbehandling, Københavns Kommune
- Steen Ethelberg, professor og sektionsleder, Statens Serum Institut
- Henrik Ullum, Direktør, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Fredag den 13. juni 2025 kl. 15:15 - 16:00
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Blodsugernes battle - flåt versus myg
Hvem er landets største sygdomsspreder? Eksperterne dyster med skarpe argumenter og sjove indslag.
SSI gentager succesen fra sidste års dyst om Danmarks farligste dyr med en drabelig duel mellem flåten og myggen. Begge kan sprede sygdomme, men hvem udgør egentlig den største trussel i Danmark? Og hvordan påvirker klimaforandringer deres udbredelse?
SSI’s eksperter Pikka Jokelainen (myg) og Anders Fomsgaard (flåt) præsenterer deres cases i en underholdende og oplysende battle med kostumer, lydeffekter og publikumsinteraktion.
Arrangementet formidler vigtige sundhedsrisici gennem et One Health-perspektiv og engagerer publikum i en sjov og lærerig debat.
Deltagere:
- Anders Fomsgaard, overlæge i virologi, Statens Serum Institut
- Pikka Jokelainen, funktionschef, Statens Serum Institut
- Tyra Grove Krause, faglig direktør, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Fredag den 13. juni 2025 kl. 16:30 - 17:15
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Lørdag den 14. juni
Screening af nyfødte - hælprikkets hemmeligheder og dilemmaer
Oplev tv-læge Peter Qvortrup Geisling interviewe de fremmeste eksperter i screening af nyfødte.
I 50 år har nyfødte i Danmark fået undersøgt et lille prik blod for alvorlige, medfødte sygdomme. Det startede med én sygdom – nu screener vi for 25. Men hvor går grænsen?
Kom og hør Statens Serum Instituts eksperter Mette Nyegaard og Marie Bækvad-Hansen fortælle, hvordan screeningen foregår, og hvorfor programmet er sådan en succeshistorie. Vi dykker også ned i de etiske dilemmaer: Skal vi teste for sygdomme, der slet ikke kan behandles? Og hvor meget vil vi vide om vores børn, før de selv kan sige ja?
Deltagere:
- Peter Qvortrup Geisling, sundhedskorrespondent, DR
- Gitte Krupsdahl, forretningsudvalgsmedlem, mor til søn med CHARGE syndrom
- Marie Bækvad-Hansen, ph.d. og sektionsleder, Statens Serum Institut
- Mette Nyegaard, professor og afdelingschef, Statens Serum Institut
Tid og sted:
Lørdag den 14. juni 2025 kl. 14:00 - 14:45
J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Workshops på Folkemødet 2025:
Oprens dit eget DNA
Oprens dit eget DNA, se hvordan man kigger på det, og hør hvad man kan bruge resultaterne til.
Har du nogensinde tænkt over, hvordan dit eget DNA ser ud? I Statens Serum Instituts telt på Kæmpestranden kan du oprense dit eget DNA – nemt, hurtigt og helt gratis. Med et simpelt mundskyld bliver prøven taget, og på få minutter kan du se de små, hvide tråde af DNA materialisere sig. Du kan tilmed få dem med hjem i et lille rør med snor, så du kan bære det som et personligt smykke.
Imens du venter, kan du få en snak om, hvad DNA egentlig er for en størrelse, og hvordan Danmarks Nationale Biobank bruger det til at gøre os alle sammen klogere på sundhed og sygdom.
Det er sjovt, lærerigt og helt ufarligt – og derfor en oplevelse, du kan tage med hjem både om halsen og i baghovedet. Det kræver ingen forkundskaber – kun din nysgerrighed! Workshoppen er for børn, voksne og alle nysgerrige sjæle! Kom og få en unik og konkret oplevelse med hjem fra Folkemødet!
Tid og sted:
- Torsdag den 12. juni kl. 10.15 - 12.15 - J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
- Lørdag den 14. juni kl. 10.15 - 12.15 - J35 - Sundhedsmyndighedernes telt
Deltagere:
En blanding af følgende deltagere vil være til stede på de to workshops:
- Henrik Ullum, direktør, Statens Serum Institut
- Tyra Grove Krause, faglig direktør, Statens Serum Institut
- Anne-Marie Vangsted, faglig direktør, Statens Serum Institut
- Jeanett Stephansen, koordinator, Statens Serum Institut
- Line Uhrbrand Andersen, bioanalytiker, Statens Serum Institut
Her finder du os:
Kæmpestranden - J35
Billedet er fra Folkemødets hjemmeside. Du finder et kort over hele pladsen på Folkemødets hjemmeside.