INFLUENZA-NYT

Ugentlig rapport over influenzaaktiviteten i Danmark

Uge 14 - 2018

Influenzaen er på retur efter langstrakt sæson

I uge 13 faldt antallet af personer der ifølge MIBA blev testet for influenza igen, og færre fik også påvist influenza. I alt 314 personer fik påvist influenza A og 353 personer fik påvist influenza B. Ligeledes faldt andelen af personer med influenzalignende symptomer, der henvendte sig til vagtlæge eller selv rapporterede om symptomer via Influmeter. Derimod sås der en stigning i andelen af personer der henvendte sig til egen læge med influenzalignende symptomer. Der er dog formentlig tale om en kunstig forhøjelse af konsultationsprocenten, idet de praktiserende læger har færre planlagte konsultationer i påskeferien, og andelen af akutte konsultationer med influenzalignende symptomer er derfor højere.

Se overvågning af influenza her.

Laboratoriepåvist influenza A og B samt procent med påvist influenza blandt testede personer

Det samlede antal patienter der har været indlagt med influenza siden uge 40, 2017 er oppe på 6.628 patienter. Det ser dermed også ud til at antallet af indlagte personer med influenza har været faldende gennem de seneste uger. Medianalderen for indlagte personer med influenza er 69 år og kun 6 % havde ingen kendte risikofaktorer for influenza. I alt 37 % af de indlagte patienter er registreret som vaccinerede mod influenza. Der registreres fortsat en overdødelighed blandt ældre i Danmark, som formentlig skyldes influenza.

Se overvågning af alvorlig influenza her.

Fra det øvrige Europa meldes der også om en langstrakt sæson med fortsat udbredt influenzaaktivitet i mange lande. Flere lande i Østeuropa melder om stigende influenzaaktivitet og en sen start på sæsonen. For Europa generelt gælder at det er influenza B/ Yamagata der dominerer, men der er også cirkulation af influenza A(H1N1) og (H3N2). Størstedelen af personer i Europa med alvorlig influenza (indlagte patienter), udgøres af personer over 15 år med påvist infektion med influenza B. Dødeligheden i Europa er fortsat forhøjet i nogle lande, men dog også faldende i andre.

Se overvågning af influenza i Europa her.

 

 

Søg i INFLUENZA-NYT:

Kontakt

Afdeling for Infektionsepidemiologi
Redaktør: Tyra Grove Krause 
 


ISSN: 2245-5981

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig influenza-nyt