PDF-ikonPrintikon

Generelle rejseråd

Ved rejse i udlandet er det vigtigt at vide noget om, hvilke smitsomme sygdomme der findes på rejsemålet, hvordan de smitter og hvordan de forebygges. Statens Serum Institut giver herunder gode råd om forebyggelse af sygdom før, under og efter rejsen.

Før rejsen

Det er vigtigt, at man kontakter en rejsemedicinsk klinik eller egen lægen i god tid inden afrejse, gerne mindst seks uger før, så der er god tid til at give de nødvendige vacciner og eventuelt ordinere medicin.

Lægen kan yde rådgivning ud fra oplysninger om den rejsendes alder og helbredsforhold i øvrigt. For nogle grupper (fx gravide, børn, ældre, kronisk syge og immunsvækkede) kan der være særlige forhold ved rejse, der kræver en lægelig vurdering.

Derudover er der fire forhold, der bør være oplyst, før man kan forvente at få den optimale rådgivning:

  • rejsemål (land/by, hvilken rækkefølge)
  • rejsens længde
  • rejsemåde (fx charter, erhvervsrejse, rygsæksrejse, udstationering)
  • rejseadfærd (fx kontakt til dyr, tæt kontakt til lokalbefolkningen, seksuel kontakt til lokalbefolkningen).

Der kan også være behov for rådgivning i relation til en lang række andre forhold. Nogle af disse kunne være:


Under transporten til rejsemålet

Immobilitet

Langvarig stillesidden i forbindelse med rejse kan hæmme tilbageløbet af blod fra benene, føre til hævelse af benene, og i værste fald give anledning til dannelse af blodpropper.

Det tilrådes derfor så vidt muligt at bevæge fødder og ben under transporten. Risikoen for at få blodpropper i benene er højere hos personer over 40 år, hos personer, der indtager hormonpræparater med østrogen (fx p-piller), hos gravide, og hos personer der for nyligt er blevet opereret i benene.

Personer med tendens til hævede ben eller som er i risiko for blodpropper tilrådes at anvende støttestrømper under transporten.

Jetlag

 Ved hurtig rejse gennem flere tidszoner kan der optræde jetlag, dvs. en forstyrrelse i døgn- og søvnrytmen.

Den bedste måde at håndtere jetlag på er så hurtigt som muligt at forsøge at tilpasse sig rytmen i den nye tidszone ved fx at indpasse måltider og søvn herefter, eventuelt allerede på rejsen.

Lægemidlet melatonin kan afhjælpe jetlag, og kan fås på recept.


Ulykker på rejsemålet

Den hyppigste årsag til dødsfald i forbindelse med rejse er ulykker.

Det drejer sig hovedsageligt om trafikulykker, drukneulykker og vold. Ofte optræder ulykkerne for personer, der samtidigt er påvirket af alkohol eller andre rusmidler. Det anbefales generelt at have en rejseforsikring, der dækker både omkostninger til behandling af sygdom og skade pådraget i forbindelse med ulykker i udlandet.

Hvis man vil undgå trafikulykker, må det generelt frarådes at leje knallert eller motorcykel. Hvis man lejer bil, skal man sørge for at tjekke bilens stand og funktioner. Man bør endvidere sætte sig ind i lokale trafikregler, overholde hastighedsgrænser og aldrig køre når man har drukket alkohol.

Ulykker i vand skyldes enten drukning, nærdrukning, eventuelt med varig hjerneskade til følge, eller rygmarvsskader efter udspring på lavt vand. Ulykkerne kan opstå til søs, ved strand eller sågar i swimmingpools. Man bør have respekt for vand og være opmærksom på, at der under fjerne himmelstrøg fx kan opstå hurtige og voldsomme tidevandsbølger. Børn kan drukne på selv meget lavt vand, og bør derfor holdes under konstant opsyn ved badning.

Der kan være en betydelig risiko for overfald i udviklingslande. Prøv generelt ikke at skilte med værdigenstande som smykker, ure, kameraer, etc. Man bør undgå at tage til meget øde områder, med mindre man har hyret en lokal guide til udflugten. Undgå at færdes med overlæssede tog, busser eller minibusser. Undgå at køre alene og om natten. Hvis uheldet er ude, og man skulle blive standset af røvere, skal man ikke gøre modstand, og huske at lade hænderne være synlige for gerningsmændene hele tiden.

Tjek altid rejsevejledning på Udenrigsministeriets hjemmeside.


Efter rejsen

Hvis man bliver syg med feber, efter man er kommet hjem fra rejse, er det vigtigt at orientere sin læge om, hvor og hvornår man har været ude at rejse.

Hvis man har rejst i malariaområde skal man være opmærksom på, at malaria tidligst debuterer 7 dage efter man er rejst ind i malariaområde, og typisk debuterer 10-14 dage efter man er blevet smittet. Dog kan malaria i sjældne tilfælde debutere halve og hele år efter, at man har rejst i malariaområde.

Ingen malariamedicin forebygger malaria 100 procent, hvorfor man heller ikke kan udelukke malaria, selvom der er taget korrekt forebyggende medicin på rejsen.

 

Sidst redigeret 4. oktober 2016