Fakta om antibiotikaforbrug
Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregistrer
I maj 1993 blev det ved lov besluttet at etablere et lægemiddelstatistikregister, som følge af et ønske om en offentlig drevet registrering. Registeret blev etableret med det formål at udarbejde statistikker og prisindeks, samt at overvåge lægemiddelforbruget. Oplysningerne skulle danne basis for de centrale sundhedsmyndigheders beslutningsgrundlag.
Registeret indeholder oplysninger om det totale salg af lægemidler i Danmark siden 1994, og er unikt på verdensplan, eftersom det er det eneste register om lægemiddelforbrug, der dækker et helt lands befolkning over så mange år.
Oplysningerne indberettes fra landets apoteker, sygehusapoteker (siden 1997), Statens Serum Institut og Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet hver måned. Siden oktober 2001 har også dagligvarebutikker, som sælger ikke-apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler, indberettet deres månedlige salg til registeret.
Opgørelserne over forbruget af antibiotika indeholder detaljeret statistik over forbruget af antibiotika i den primære (praktiserende læger og speciallæger, inkl. plejehjem) og den sekundære (hospitaler og sygehuse) sundhedssektor. Statistikken viser den solgte mængde - DDD/1.000 indbyggere/dag.
Definerede Daglige Doser (DDD)
DDD er en WHO-definition af standard dosis for hvert antibiotikum per dag (den antagne gennemsnitsdosis per døgn af et lægemiddel, der anvendes til sin hovedindikation af voksne), og som muliggør sammenligning af forbrug mellem tid og sted.
Anatomisk terapeutisk kemisk (ATC) klassifikation
ATC-systemet er et internationalt system at gruppere lægemidler efter, og bruges til at inddele lægemidler i forskellige grupper efter hvilke organsystemer de påvirker og deres terapeutiske og kemiske egenskaber.
Klassifikationssystemet styres af WHO’s Collaborating Centre for Drug Statistics Methodology. ATC-klassifikationen inddeler lægemidlerne i 5 forskellige niveauer:
Første niveau – Bogstavkode for den anatomiske gruppe.
Andet niveau – Talkode (2 ciffer) for terapeutisk hovedgruppe.
Tredje niveau – Bogstavkode for terapeutisk/farmakologisk undergruppe.
Fjerde niveau – Bogstavkode for kemisk/terapeutisk/farmakologisk undergruppe.
Femte niveau – Talkode (2 ciffer) for kemisk substans.
Antibiotikaforbrug i Danmark
Det samlede humane antibiotikaforbrug i Danmark udgøres af ca. 90 procent fra primærsektoren og omkring 10 procent fra sekundærsektoren.
Udviklingen i antibiotikaforbruget Danmark har dog været et stigende forbrug siden begyndelsen af 00’erne, som synes at have fundet et nyt stabilt niveau ved årtiets afslutning. Der er grund til at være opmærksom, for med det øgede forbrug skabes der også øget antibiotikaresistens. Ethvert brug af antibiotika vil selektere – udvælge – de bakterier, der enten naturligt er resistente eller som på en eller anden måde har tilegnet sig resistensegenskaben.
Danmark hører fortsat til blandt de lande i Verden, der bruger mindst antibiotika pr. indbygger, hvilket også afspejles i de relativt gunstige resistensforhold blandt almindelige sygdomsfremkaldende bakterier. For at begrænse udviklingen af resistens overfor især de bredspektrede antibiotika er det alligevel påkrævet, at visse typer af antibiotika kun anvendes til alvorlige infektioner.
Sidst redigeret 6. oktober 2011