Aspergillose

Allergisk bronkopulmonal aspergillose

Aspergillus er en skimmelsvamp. Der findes omkring 700 forskellige arter, men kun få er regelmæssigt involveret i sygdom hos mennesker. Dette gælder for A. fumigatus, A. flavus, A. niger og A. terreus.

Aspergillus kan give anledning til følgende infektioner: Aspergillom, akut og kronisk invasiv aspergillose og allergisk bronkopulmonal aspergillose. Herudover kan Aspergillus forårsage allergiske reaktioner som astma og visse arter udskiller toksiner.
Akut invasiv aspergillose optræder mere diffust i lungevævet og optræder stort set kun hos personer med svært nedsat immunforsvar (fx. på grund af kemoterapi eller neutropeni). Den akutte invasive aspergillose kan spredes med blodbanen til CNS, knogler, pericardium m.m. Kronisk invasiv aspergillose betegner det mere protraherede forløb, typisk hos personer med anden lungesygdom og steroidbehandling (fx. steroidbehandlet svær kronisk obstruktiv lungesygdom eller kronisk granulomatøs sygdom). Aspergillomet optræder i et eksisterende hulrum – fx. bihuler eller i en lungekavitet efter tidligere tuberkulose uden indvækst i omgivende væv. Ved allergisk bronkopulmonal aspergillose ses akut astmatisk reaktion sammen med vækst af Aspergillus celler i lungevævet.

Aspergillus er allesteds forekommende, da små svampeceller (conidier) let hvirvles op fra jord, fra vækst i byggematerialer og i ventilationskanaler. Fundet af Aspergillus i en patientprøve kan derfor skyldes, at patienten har en svampeinfektion, at svampen forbigående er til stede på slimhinder eller hud fx. i forbindelse med inhalation af svampesporer, eller at prøven er blevet forurenet med den pågældende svamp. Derfor skal fundet af Aspergillus vurderes i sammenhæng med kliniske symptomer, og såvel mængden af påvist svamp som eventuelle gentagne fund er af betydning.

Inkubationstiden kendes ikke. Aspergillus er allestedsnærværende og vi inhalerer dagligt mellem 1 og 100 aspergillus sporer per kubikmeter luft. Særligt høje koncentrationer findes i staldmiljøet, visnende plantemateriale og jord, men Aspergillus er også påvist i bruser-hovedet i badeværelser.

Dels mikroskopi og dyrkning af prøvemateriale, dels undersøgelse for frit Aspergillus galactomannan antigen fra svampens cellevæg i blodprøve eller BAL-væske og antistoffer mod Aspergillus i blodprøve. Hvor påvisning af antigen i blodet eller BAL-væske er ensbetydende med, at patienten har Aspergillus infektion, kan påvisning af antistof være udtryk for såvel aktuel som tidligere infektion eller allergi. Det typiske tidsforløb fra prøvetagning til påvisning af Aspergillus ved dyrkning er ca. 2 – 5 døgn. Artsdiagnosen stilles ud fra udseende af koloni og mikroskopiske strukturer af svampecellerne, i visse tilfælde suppleret med analyse af svampens DNA (sekventering).

Til behandling af Aspergillus infektioner findes følgende midler: Amphotericin B, caspofungin og azoler (itraconazol, posaconazol og voriconazol), hvor voriconazol er førstevalgsbehandling ved akut invasiv aspergillose. Enkelte arter er resistente, heriblandt A. terreus, som er naturligt amphotericin B resistent, men de senere år er der set resistens overfor azoler (itraconazol, posaconazol og voriconazol) dels i miljøet, formentligt som følge af brug af azolmidler til plantebeskyttelse i landbruget, dels hos mennesker efter langvarig azolbehandling.

Der findes ingen vaccine mod Aspergillus. Forebyggende tiltag omfatter at undgå sporerige miljøer og hygiejniske tiltag på risikoafdelinger inklusive sterilfiltrering af luft.