Vaginalt udflåd (mikroskopi) (R-nr. 040)

Indikation

Abnormt vaginalt udflåd, gener fra skeden, lugt. Mistanke om bakteriel vaginose.

Prøvemateriale, tidspunkt og evt. prøvetagning

Vaginalsekret fra fornix posterior på podepind uden kul, transporteret i ESwab transportmedium. Alternativt kan man fremstille og indsende et udstrygningspræparat: Vaginalsekretet udstryges på et 2x2 cm stort område på et objektglas med skrivefelt. Patientens data anføres i skrivefeltet med blyant. Objektglasset lufttørres og emballeres i dertil egnet beskyttelsesetui af plastik.

Vaginalsekret opsamles på podepind uden kul. Hvis der anvendes eksplorationscreme bør det undgås at få tilblanding til prøven.

Patienten kan eventuelt selv tage prøven. Hun instrueres i at føre prøvepinden 5-10 cm ind i vagina og rotere tre gange hvorefter podepinden placeres i det flydende transportmedium og pinden brækkes af ved brudlinien. Alternativt kan vaginalsekret fra podepinden stryges på et objektglas med skrivefelt.

Ikke kritisk, bør dog ikke foretages under menstruation.

Emballering, opbevaring og forsendelse

ESwab transportmedium med flock podepind (samlet prøvetagningskit art.nr. 65744). Beskyttelsesrør.

Alternativt: Objektglas med skrivefelt. Beskyttelses etui til forsendelse.

Bør afsendes snarest, men kan tåle henstand i 24 timer ved 4 °C eller 20-25 °C (Copan ESwab).

NB: Podepinden skal anbringes i transportrøret straks efter prøvetagningen. Objektglas med udstrygning af vaginalsekret forsendes i beskyttelsesetui og beskyttelseskuvert. Kan opbevares ved stuetemperatur indtil afsendelse uden tidsbegrænsning.

Svar

Svaret rummer ved én af nedenstående gradsangivelser en beskrivelse af vaginalfloraen. Desuden anføres mængden af gær og mængden af leukocytter.

Grad 0: ingen bakterier.
Grad I: Normal vaginal flora.
Grad II: Intermediær vaginal flora (Begrænset forekomst af bakteriel vaginose flora – sjældent behandlingskrævende).
Grad III: Bakteriel vaginose.
Grad IV: kun Grampositive kokker i kæder/hobe.
Gær: Ingen/få/mange gærceller eller hyfer.
Inflammation: Ingen/få/en del/mange leukocytter.

Svartid

Svar på mikroskopi foreligger senest første hverdag efter prøven er modtaget.

Tolkning og reference-værdier/interval

Grad 0: Ingen bakterier

Grad I: Normal vaginal flora. Langt overvejende Lactobacillus spp. Ingen mistanke om bakteriel vaginose.

Grad II: Intermediær. Let forstyrrelse af den vaginale bakterielle flora. En del Lactobacillus spp., men også en del bakteriel vaginose associeret flora. Sjældent behandlingskrævende.

Grad III: Bakteriel vaginose. Betydelig forstyrrelse af den vaginale bakterieflora med clue cells og dominans af bakteriel vaginose associeret flora (Gardnerella spp., Mobiluncus spp. Atopobium spp. og andre anaerobe arter).

Grad IV: kun Grampositive kokker i kæder/hobe.

Tilstedeværelse af mange gærceller eller hyfer giver mistanke om svampeinfektion.

Mange leukocytter giver anledning til mistanke om cervicit og bør lede til undersøgelse for Chlamydia trachomatis, Mycoplasma genitalium og eventuelt gonokokker og Trichomonas vaginalis.

Normal vaginalflora består langt overvejende af Lactobacillus spp. uden tilstedeværelse af bakteriel vaginose associeret flora.

Bemærkning

Undersøgelsen bør erstatte dyrkning for Vaginal sekret, bakteriologisk undersøgelse (se R-nr. 102), da påvisning af Gardnerella vaginalis har ringe diagnostisk værdi. Påvisning af andre potentielt patogene bakterier kan fortsat foretages ved almindelig dyrkning og resistens (se R-nr. 101) på samme prøvemateriale. (Se i øvrigt Relaterede undersøgelser).

Sensitivitet og specificitet

Sensitivitet: Mikroskopi af vaginalsekret efter Gram-farvning er referencemetoden for påvisning af bakteriel vaginose.

Specificitet: Mikroskopi af vaginalsekret efter Gram-farvning er referencemetoden for påvisning af bakteriel vaginose.

Hos nogle kvinder kan forekomst af bakteriel vaginose variere med menstruationscyklus med forbigående floraforstyrrelse i den første uge efter menstruationen.

Undersøgelsens princip

Hvis der er indsendt podepind fremstilles præparat til mikroskopi på objektglas. Dette (eller et indsendt udstrygningspræparat) Gram-farves og mikroskoperes. Mængden af følgende elementer registreres semikvantitativt: Laktobaciller, Gardnerella, kurvede bakterier, gær/hyfer og leukocytter.

Synonym

Bakteriel vaginose, mikroskopi

Bestillingskode

SSI00040

Svarkode

SSI00040

Pris

Artikel nr. Pris 2018
79144 308,00

Sygdomsbeskrivelser

Henvendelse

Bakterier, Parasitter og Svampe
Bakteriologisk Specialdiagnostik

T. 3268 8600
F. 3268 3873
@. afdMI@ssi.dk

Telefontid:
Mandag-torsdag kl. 8.00-15.30
Fredag kl. 8.00-15.00