Ny vaccine kombinerer beskyttelse mod hepatitis A og tyfus

Der er registreret en ny vaccine, ViATIM®, som beskytter mod både smitsom leverbetændelse (hepatitis A) og tyfus. Den indeholder inaktiveret hepatitis A-virus og kapsel polysaccharid fra tyfusbakterier.

Vaccinen kan gives fra og med 16 år til personer, der er i risiko for smitte med smitsom leverbetændelse forårsaget af hepatitis A-virus, og som skal rejse til områder med risiko for forekomst af tyfus. Dette gælder især rejsende til det indiske subkontinent, men også langtidsrejsende til Afrika, Asien og Sydamerika, se ssi.dk/rejser under de enkelte lande.

Grundvaccination opnås med en enkelt dosis ViATIM®. Ved udlandsrejse kan første vaccination gives frem til afrejsedagen, hvorved der i praksis opnås beskyttelse mod hepatitis A. Beskyttende niveau af antistoffer mod tyfus opnås ca. 14 dage efter vaccination.
For at opnå langtidsbeskyttelse mod infektion forårsaget af hepatitis A-virus skal der gives yderligere en dosis (booster) inaktiveret hepatitis A-vaccine, normalt 6-12 måneder senere.

For yderligere detaljer henvises til vaccinebeskrivelsen på SSI’s hjemmeside, hvor der også er link til produktresuméet.