EPI-NYT

Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme

Uge 34/35 - 2018

Gonorré 2017

 Gonorré diagnosticeret i 2017

  • Der var 3.480 registrerede tilfælde, 2.092 mænd og 1.388 kvinder, fordelt på 3.263 personer.
     
  • Blandt 2.009 tilfælde klinisk anmeldt til SSI var der 1.230 mænd, hvoraf 488 oplyste at være smittet af mænd og 43, der oplyste at være biseksuelle. Der var 779 kvinder, hvoraf 18 oplyste at være smittet af kvinder og 14, som oplyste at være biseksuelle.
     
  • Der var to tilfælde med gonorroisk øjenbetændelse, begge hos nyfødte. Derudover var der ti børn under 15 år med seksuelt overført gonorré.
     
  • Den hyppigst forekommende aldersgruppe var 20-24 år, og København by var den hyppigst forekommende landsdel.
     
  • Der var stigende hyppighed af ciprofloxacinresistens.
     
  • Der blev i 2017 rapporteret et enkelt tilfælde med ceftriaxonresistens, men ikke behandlingssvigt.
     
  • Standardbehandlingen er fortsat ceftriaxon + azithromycin.
     
  • Kondomer forebygger gonorré, og relevant testning med komplet mikrobiologisk diagnostik, behandling med anbefalede antibiotika og partneropsporing kan bryde smittekæder.

Den nationale overvågning af gonorré på Statens Serum Institut (SSI) er baseret på dataudtræk fra Den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa), som er en landsdækkende automatisk opdateret database over alle undersøgelsesresultater fra alle klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA’er), EPI-NYT 45/13. Den omfatter for gonorrés vedkommende resultater opnået ved dyrkning og/eller PCR eller anden nukleinsyreamplifikationsteknik (NAT), idet alle KMA’er udfører kombineret NAT for gonokokker og Chlamydia trachomatis.

Hvis der er gentagne positive prøver hos samme person, defineres et nyt gonorrétilfælde ved, at der er gået mere end 21 dage siden seneste positive fund.

For en detaljeret epidemiologisk beskrivelse af forekomsten i 2017 henvises til årsopgørelse over gonorré 2017.

Overvågningen af laboratoriepåvist gonorré suppleredes med indsendelse af isolat til Afdeling for Bakterier, Parasitter og Svampe (BPS), Infektionsberedskabet, SSI.

Klinisk anmeldelse er lovpligtig og sker til Meldesystemet for Infektiøse Sygdomme (MIS), Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse (AIF), SSI. De kliniske anmeldelser rummer oplysninger, som ikke fremgår af laboratoriedata: Smittemåde, seksuel orientering, oprindelsesland, smitteland, hiv-status m.m.

Der blev i 2017 registreret 3.426 tilfælde af gonorré i MiBa. Dertil kommer 54 tilfælde, som kun var anmeldt til MIS. Disse i alt 3.480 tilfælde fordelte sig på 3.263 personer, idet 3.074 personer var registreret med ét tilfælde, 169 personer med to, 20 personer med tre og to personer med fire tilfælde. I alt 2.092 (60 %) af tilfældene forekom blandt mænd og 1.388 (40 %) blandt kvinder.

Antallet af gonorrétilfælde har været i stigning gennem en årrække, men har i 2017 ikke vist nogen stigning. Der kan være flere mulige forklaringer på dette. Sundhedsstyrelsen har gennem flere år gennemført kondomkampagner rettet mod de unge, som udgør en stor del af patienter med gonorré. Desuden har både AIDS-fondet og Sex og Samfund gennem kampagner opfordret til hyppig testning for seksuelt overførbare sygdomme i de relevante risikogrupper. Der kan være andre forklaringer på, at stigningen er ophørt, og det kan ikke udelukkes, at forekomsten vil stige igen. Den samme tendens er dog også observeret for syfilis, EPI-NYT 22/2018.

En betydelig del af de diagnosticerede tilfælde bliver ikke anmeldt af de behandlende læger. Hvis anmeldehyppigheden ikke er jævnt fordelt, kan opgørelserne over smittemåde, smitteland m.v. være misvisende. Lægerne opfordres derfor til at anmelde patienter, der diagnosticeres med gonorré. Dette kan gøres ved at downloade og udfylde blanket 1510-G, som herefter kan vedhæftes til en e-mail, der sendes fra en sikker digital postkasse til . Har man ikke adgang til sikker mail, kan den udfyldte blanket printes og sendes til Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. Frankerede svarkuverter kan rekvireres fra eller hos afsnitssekretær Linda Roth, telefon 3268 3744.

Det er bekymrende, at der ligesom i 2016 påvistes flere tilfælde af gonorré blandt gravide. Sundhedspersoner opfordres til at være opmærksomme på gonokokker som årsag til øjenbetændelse hos nyfødte, især de første 14 dage efter fødslen. Gonorroisk konjunktivit, der også forekommer hos andre end nyfødte, er en potentielt særdeles alvorlig tilstand, der ubehandlet kan medføre destruktion af øjeæblet. Disse patienter skal derfor henvises akut til specialafdeling og behandles omgående for at bevare synet.

I lighed med andre seksuelt overførbare sygdomme er gonorré en såkaldt indikator-sygdom for hiv, hvilket vil sige, at mere end 0,1 % af patienter med en seksuelt overførbar sygdom vil være ko-inficeret med hiv. Derfor er det glædeligt, at en stor andel af de anmeldte var testet for hiv. Lægerne opfordres desuden til at undersøge for øvrige relevante seksuelt overførbare sygdomme, som syfilis, klamydia og evt. lymfogranuloma venereum, (LGV).

En vigtig indsats mod spredning af gonorré er grundig laboratoriebaseret diagnostik, herunder prøvetagning fra samtlige relevante anatomiske steder (urethra, rektum, svælg, og hos kvinder desuden cervix), barrierebeskyttelse med kondom samt partneropsporing. Gonorré kan være lav- eller asymptomatisk, og det gælder praktisk taget altid gonorré i svælg og rektum. Hvis infektionen udelukkende er lokaliseret dér og ikke diagnosticeres, udgør patienten et smittereservoir.

(S. Cowan, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, K. D. Bjerre, Dataintegration og analysesekretariat (DIAS), S. Hoffmann, Afdeling for Bakterier, Parasitter & Svampe)

Udskriv dette nummer af EPI-NYTUdskriv dette nummer af EPI-NYT

Læs tidligere numre af EPI-NYT

29. august 2018

 

Søg i EPI-NYT:

Kontakt redaktionen for
EPI-NYT

Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse

Redaktør: Peter Henrik Andersen 
 
Tlf. 3268 3038
Fax 3268 3874
- ISSN: 1602-4184

Rådgivning af sundhedspersonale:
Tlf. 3268 3037
(Ma., ti., to. og fr. kl. 8.30-11:00,
on. kl. 12:30-15:00)

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig EPI-NYT