Skoldkoppevaccine (Varivax)

Levende svækket vaccine mod skoldkoppevirus
Til injektion

Produktresumé
Varivax

Vaccinens indhold

Vaccinen indeholder levende, svækket skoldkoppevirus (Varicella zoster virus).

Målgruppen for vaccination

Ikke tidligere smittede børn og voksne, som er nærmeste familie til en person med svækket immunforsvar, som ikke tidligere har haft skoldkopper.

Voksne, som ikke har haft skoldkopper kan overveje at lade sig vaccinere, da sygdommens komplikationsfrekvens stiger med alderen, og fordi skoldkopper hos den gravide kvinde udgør en risiko for både mor og foster/barn.

Visse personer med svækket immunforsvar, som ikke tidligere har haft skoldkopper og derved dannet antistoffer; fx forud for organtransplantation og behandling for leukæmi. Vaccination skal forudgås af lægelig vurdering af personens immunsvækkelse. Desuden skal man være opmærksom på tidspunktet for vaccinationen, da der først kan forventes maksimal beskyttelse efter anden dosis.

Personer, som tidligere har fået en enkelt dosis Varilrix, kan efterfølgende vaccineres færdig med en enkelt dosis Varivax.

Vaccinen kan i øvrigt anvendes til immunisering af voksne og børn fra 12 måneder, som ønsker beskyttelse mod skoldkopper. Under særlige omstændigheder, fx i tilfælde af udbrud, kan vaccinen gives fra 9 måneders alder. Skoldkoppevaccine kan også benyttes som postekspositionsprofylakse, hvis den gives inden for tre døgn efter eksposition, læs mere.

Vaccinationsdosis

Der gives en grundvaccination bestående af to doser.

Børn som påbegynder vaccination i alderen 9-11 mdr.:
To doser, som gives med mindst 3 måneders interval.

Børn fra 12 mdr. og voksne:
To doser, som gives med mindst 1 måneds interval.

Vaccinen indgives ved subkutan injektion eller intramuskulært. Ved intramuskulær brug er de anbefalede injektionssteder den anterolaterale side af låret hos børn under 12 måneder, den anterolaterale side af låret (eller deltamusklen, hvis muskelmassen er tilstrækkelig) hos børn i alderen fra 12 måneder til 35 måneder eller deltoid-musklen hos børn i alderen fra 36 måneder og derover og voksne.

Efter vaccinen er blandet, skal den anvendes inden for 30 minutter. Kassér rekonstitueret vaccine, der ikke er anvendt inden for 30 minutter.

Hvem bør ikke vaccineres?

Personer med alvorlig immundefekt samt immunsuppressiv behandling efter konkret vurdering. I tilfælde af akut sygdom ledsaget af feber over 38,5°C bør vaccinationen udskydes.
Personer som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen.
Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne, herunder neomycin og gelatine.
Personer med aktiv, ubehandlet tuberkulose.
Personer vaccineret med anden levende svækket vaccine inden for 4 uger.
Gravide
Vaccination skal udskydes i mindst 5 måneder efter blod- eller plasmatransfusioner eller efter indgift af normalt humant immunglobulin eller varicella zoster immunglobulin (VZIG).
I tvivlstilfælde henvises til egen læge.

Forsigtighedsforanstaltninger

Da det drejer sig om en levende svækket vaccine kan man i ekstremt sjældne tilfælde se smitte med skoldkopper fra en skoldkoppevaccineret person til en ikke-immun person. Dette gælder særligt, hvis den vaccinerede udvikler skoldkoppeudslæt efter vaccination. Vaccinen kan som angivet anvendes til at forebygge skoldkopper hos nærmeste familie til en ikke-immun person med svækket immunforsvar. Hvis den vaccinerede efter vaccination udvikler et skoldkoppeudslæt, bør den vaccinerede undgå tæt kontakt med personer med svækket immunforsvar, indtil alle læsioner har fået skorpe på, eller der ikke er dannet nye i en periode på 24 timer. Risikoen kan yderligere minimeres ved – om muligt - at sikre, at udslættet er dækket af tøj. Det er ikke en kontraindikation for vaccination af et rask barn, at der i husstanden er en ikke-immun gravid kvinde, idet fordelene ved vaccination opvejer den meget lille risiko for smitte med vaccinestammevirus fra det vaccinerede barn til den gravide kvinde. 

Graviditet og amning

Vaccinen må ikke gives til gravide, og graviditet bør undgås den første måned efter vaccination.
Amning: Kan efter individuel vurdering gives til ammende kvinder, idet vaccinevirus ikke er blevet vist at blive udskilt i brystmælk.
Der henvises til egen læge.

Hyppigste bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed, varicella-lignende udslæt og feber.
For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.

Beskyttelsesvarighed

Grundvaccination giver beskyttelse gennem en årrække. Der er tilgængelige data for beskyttende effekt i op til 9 år efter vaccination, men beskyttelsen er formentlig længerevarende. Den endelige beskyttelsesvarighed er ikke afklaret men er formentlig langvarig.