Pneumokokvaccine 23-valent (Pneumovax)

Inaktiveret vaccine mod alvorlige pneumokokinfektioner hos børn over 2 år samt voksne
Til injektion

Produktresumé
Pneumovax

Vaccinens indhold

Vaccinen indeholder kapselpolysaccharid fra de 23 forskellige pneumokok-serotyper.

Målgruppen for vaccination

Børn over 2 år og voksne som har en øget risiko for hyppige eller alvorlige pneumokokinfektioner, herunder personer uden milt.

Pneumovax forhandles ikke længere gennem SSI. Vaccinen kan fortsat købes på recept via apotekerne, og der kan i visse tilfælde tildeles klausuleret tilskud, se Tilskud til vacciner for visse persongrupper.

Vaccinen anvendes til forebyggelse af sygdomme forårsaget af infektion med pneumokokbakterier herunder blodforgiftning og meningitis. Endvidere er der en forebyggende effekt over for pneumokok-lungebetændelse.

For yderligere anbefalinger af vaccination af børn og voksne, se Personer med øget risiko for invasiv pneumokoksygdom.

Vaccinationsdosis

Grundvaccination består af én dosis. Ved fortsat risiko, og hvor man har valgt at anvende Pneumovax, anbefales revaccination efter 6 år.

Pneumovax kan gives samtidig med andre vacciner, herunder influenzavacciner, men i separate sprøjter og på forskellige injektionssteder. 

Intervallet mellem vaccination med PPV23 og konjugeret pneumokokvaccine, er min. 1 år. Intervallet mellem en konjugeret pneumokokvaccine og efterfølgende PPV23 er min. 8 uger.

Vaccinen gives intramuskulært i overarmen (m. deltoideus). Se Injektionsteknik

For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.

Hvem bør ikke vaccineres?

I tilfælde af akut sygdom ledsaget af feber bør vaccinationen udskydes.
Personer som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen.
Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne.
For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.
I tvivlstilfælde henvises til egen læge.

Graviditet og amning

Vaccinen bør ikke anvendes under graviditet og amning medmindre det er klart nødvendigt, da erfaring savnes. Der henvises til egen læge.

Hyppigste bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, træthed, muskelsmerter og feber. 
For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.

Beskyttelsesvarighed

Beskyttelsesvarigheden er ukendt. For anbefalinger om antistofmåling, se Personer med særlig risiko for invasiv pneumokoksygdom.

For personer med normalt immunforsvar kan revaccination foretages efter hvert 6. år uden forudgående antistofbestemmelse.