Meningokok ACWY vaccine (Nimenrix)

Inaktiveret vaccine mod meningitis forårsaget af meningokokker, type A, C, W eller Y
Til injektion

Produktresumé
Nimenrix

Vaccinens indhold

Vaccine mod meningitis forårsaget af meningokokker type A, C, W eller Y.
Til injektion

Målgruppen for vaccination

Nimenrix er indiceret til vaccination af personer i alderen fra 6 uger mod invasiv meningokoksygdom forårsaget af Neisseria meningitidis gruppe A, C, W og Y. 
Vaccinen anvendes, hvis en person har været udsat for eventuel smitte med meningokoksygdom af en af disse typer, se Invasiv meningokoksygdom, postekspositionsprofylakse.
Desuden skal rejsende til Mekka vaccineres med en tetravalent vaccine senest 10 dage før afrejse, se Udlandsophold.
Før studieophold i USA kan kræves vaccination mod invasiv meningokoksygdom forårsaget af Neisseria meningitidis gruppe A, C, W, Y, se Udlandsophold.
Vaccinen beskytter ikke mod meningitis forårsaget af andre mikroorganismer
.

Vaccinationsdosis

Børn i alderen 6 uger til og med 5 måneder: To doser, hver på 0,5 ml, med et interval på 2 måneder mellem doserne. En tredje (booster) dosis anbefales ved 12 måneder.
Spædbørn fra 6 måneder til og med 11 måneder: En dosis på 0,5 ml efterfulgt af en booster ved 12 måneders alderen. Dog skal der være et interval på mindst 2 måneder mellem disse vaccinationer.

Børn ≥ 1 år og voksne: En enkelt dosis på 0,5 ml. Gives som intramuskulær injektion. De foretrukne injektionssteder er den anterolaterale region af låret hos små børn og deltoidearegionen hos større børn, unge og voksne, se Injektionsteknik

For yderligere detaljer henvises til produktresumé.

Hvem bør ikke vaccineres?

I tilfælde af akut, alvorlig sygdom ledsaget af feber bør vaccinationen udskydes. 
Personer som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen.
Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne.
I tvivlstilfælde henvises til egen læge.

Graviditet og amning

Eftersom meningokoksygdom er så alvorlig, bør vaccination ikke udelukkes under graviditet og i ammeperioden, hvis der foreligger en udtalt risiko for smitte, se Rejseråd til gravide.
Der henvises til egen læge.

Hyppigste bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed og feber.
For yderligere detaljer henvises til produktresuméet.

Beskyttelsesvarighed

Efter grundimmunisering antages beskyttelsens varighed at være 10 år. Dog kan beskyttelsen mod serogruppe A være af kortere varighed, se produktresumé.
Nimenrix kan anvendes som boostervaccine til personer, som tidligere er grundvaccineret med samme eller anden konjugeret meningokokvaccine samt med en (ukonjugeret) polysaccharidvaccine.