Spørgsmål og svar om HPV

Hvilke grupper er dækket af tilbud om gratis vaccination?
Piger fra 12 år.
Drenge der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere (det vil sige født 1. juli 2007 eller senere).
For begge køn gælder tilbuddet indtil de fylder 18 år.

Hvilke drenge og unge mænd var omfattet af det tidligere midlertidige program, som startede. 1. februar 2020?
Det tidligere program omfattede drenge født i perioden 2006 – 30. juni 2007 samt mænd i alderen 18-25 år, der er tiltrukket af mænd. Begge programmer sluttede den 31. december 2021.

Kan personer i catch-up programmerne færdigvaccineres gratis efter 1. januar 2022?
Nej det kan man ikke, heller ikke selvom en dreng eller ung mand i målgruppen for vaccination har fået den første vaccine inden tilbuddet udløb. Det er ikke for sent at gøre vaccinationsserien færdig, og man starter aldrig forfra, men det er ikke en del af det gratis tilbud. Vaccinationen foregår derfor med selvbetaling.

Kan man få refunderet selvbetalte vacciner, hvis ens barn er inkluderet i det gratis program nu?
Nej, det kan man ikke. Hvis barnets første vaccine er selvbetalt, vil man kunne færdigvaccinere som en del af det gratis program.

Hvor mange får HPV-infektioner?
Størstedelen af seksuelt aktive kvinder og mænd får på et tidspunkt en HPV-infektion. Forekomsten er højest i årene efter den seksuelle debut, og der er ofte infektion med flere typer på én gang. Det er dog kun hos et fåtal af disse, som udvikler sig til kræft eller kondylomer.
HPV er hvert år skyld i ca. 810 tilfælde af kræft i Danmark.

Hvad er risikoen for livmoderhalskræft?
I Danmark fik gennemsnitligt ca. 328 kvinder hvert år i perioden 2017-2021 konstateret livmoderhalskræft og ca. 84 døde hvert år af sygdommen i samme periode. Livmoderhalskræft er hyppigst i 30-50 års-alderen.

Hvor længe er man beskyttet - og skal man revaccineres?
Studier viser, at effekten af Cervarix® er minimum 9,4 år, og minimum 10 år for Gardasil® efter et 3-dosis program, men man forventer, at effekten varer betydeligt længere. For at undersøge hvor længe Gardasil®9 er effektiv, bliver de personer, der er vaccineret med vaccinen i de kliniske studier, fulgt i årene efter. Det undersøges, om der vedbliver at være antistoffer mod HPV, og om der udvikles celleforandringer. Foreløbige resultater efter 14 års opfølgning viser, at langt de fleste fortsat er beskyttet mod de HPV-typer der er inkluderet i vaccinerne, men det forventes, at effekten er længerevarende.
Beskyttelsens fulde varighed og evt. behov for yderligere vaccination på et senere tidspunkt er ikke kendt.

Kan mænd vaccineres?
Ja, alle tre vacciner som har været anvendt eller anvendes nu, er godkendt til drenge og mænd som forebyggelse af kræft ved endetarmsåbningen (analkræft) og forstadier til kræft ved endetarmsåbningen.

Bør en person, der har en HPV-infektion eller har fået konstateret celleforandringer, vaccineres?
Det afhænger af, hvilke typer HPV-infektion, der er tale om. Der er ikke påvist en beskyttende effekt af vaccinen blandt kvinder, der har en HPV-infektion med de typer, som vaccinen ellers beskytter imod. Er man allerede smittet med én af de typer, som vaccinen beskytter imod, vil effekten af vaccinen derfor være reduceret væsentligt.For yderligere information, læs artikel fra Ugeskrift for læger.

Hvilke bivirkninger kan der være ved HPV-vaccination med Gardasil®9?
Ligesom alle andre vacciner kan HPV-vaccinen give bivirkninger – de bivirkninger, HPV-vaccinen kan give, er på niveau med bivirkninger ved andre vacciner:

  • Ud over lokale smerter får mindst 1 ud af 10 forbigående bivirkninger i form af rødme, hævelse og hovedpine.
  • Hos mellem 1 og 10 % kan der ses kvalme og svimmelhed. Desuden kan der forekomme lokal hudkløe og blodansamling samt feber og træthed.

For yderligere information om bivirkninger se produktresumeet for Gardasil®9.
Desuden en statusartikel vedrørende HPV vaccination og bivirkninger

Kan HPV-vaccinen give HPV-infektion?
Nej, vaccinen indeholder ikke virus-DNA, som kan formere sig og kan derfor ikke forårsage infektion hos den vaccinerede.

Er vaccinen et alternativ til screening for livmoderhalskræft?
Nej. HPV-vaccination beskytter ikke mod alle HPV-typer, og derfor er det vigtigt, at vaccinerede kvinder også deltager i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft (fra 23 til 64 år).

Må man blive vaccineret, hvis man er gravid eller ammer?
Vaccination bør udsættes, til graviditeten er afsluttet. Gardasil®9 kan bruges under amning.

Kan HPV-vaccinen gives samtidig med andre vacciner?
Vaccinen kan gives samtidigt med andre vacciner, men på separate indstikssteder.

Se vores faktaark om HPV-vaccination og livmoderhalskræft
HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet 
Fakta om livmoderhalskræft

Se vores faktaark om HPV-vaccination og livmoderhalskræft

HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet 

Fakta om livmoderhalskræft