Bivirkninger og allergi

Her kan du læse om bivirkninger efter vaccination, herunder om allergiske reaktioner og vaccinationsgranulomer.

Vacciner er lægemidler, og alle lægemidler kan medføre bivirkninger. Bivirkninger kan være observeret i forbindelse med den kliniske afprøvning af en vaccine. Disse bivirkninger er anført med hyppighed i produktresuméet for vaccinen, da man kender både det antal personer, der har fået en bivirkning, og hvor mange der har fået vaccinen. Bivirkninger skal eventuelt også rapporteres efter vaccinens godkendelse, hvorfor der også findes en liste over rapporterede bivirkninger efter dette tidspunkt i produkt resuméet. Her kan hyppigheden dog ikke angives, da man ikke ved, hvor mange personer, der har fået vaccinen.

Formodede bivirkninger efter vaccination, skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen. Både sundhedspersoner, patienter og pårørende kan indberette bivirkninger. De fleste bivirkninger er milde og forbigående, men alle bivirkninger kan indberettes, og en formodning er nok til at indberette.

En mere detaljeret information om bivirkninger ved de enkelte vacciner, se Vaccineleksikon

Der gælder en særlig forpligtelse for læger, som har indberetningspligt, hvis vaccinen er registreret inden for de seneste 2 år, eller hvis Lægemiddelstyrelsen har indført skærpet indberetning. Uventede og/eller alvorlige bivirkninger skal altid indberettes.Her kan du læse om bivirkninger efter vaccination, herunder om allergiske reaktioner og vaccinationsgranulomer samt anmeldelse af bivirkninger.