Uge 1-2019

Influenzaen rørte på sig hen over julen og nytåret

I alt fik 286 personer påvist influenza i uge 52, heraf fik 284 påvist influenza A og 2 fik påvist influenza B. Antallet var på niveau med ugen inden, men lidt mere end en fordobling i forhold til uge 50, se figur. Der testes generelt mange patienter for influenza hvilket formentlig hænger sammen med en øget adgang til hurtig-tests på hospitalsafdelingerne de senere år. Testaktiviteten er højest hos helt små børn og hos ældre.

Laboratoriepåvist influenza A og B samt procent med påvist influenza blandt testede personer

Influenzaaktiviteten hos de praktiserende læger steg fra et meget lavt niveau til et middelniveau i uge 52. Normalt rapporterer flere end 100 praktiserende læger til influenzaovervågningen, men grundet jul og nytår har kun 23 læger rapporteret i uge 52. Herudover har lægerne i juleferien færre planlagte konsultationer, og dette betyder, at andelen af konsultationer, der skyldes influenzalignende sygdom, bliver kunstigt forhøjet. Andelen af patienter der opsøgte vagtlæge, samt andelen af borgere med influenzalignende symptomer, der selv rapporterer til Influmeter, forblev i uge 52 på niveau med de forrige uger.

I alt har 325 personer været indlagt med influenza på hospitalet siden uge 40, 2018. Heraf har 13 personer modtaget intensiv behandling. Der er indtil videre ikke registeret nogen dødsfald i forbindelse med influenzaindlæggelser.

Se overvågningsdata her