Uge 5 - 2018

Lav aktivitet af influenza i samfundet, men stort antal positive prøver

Lav aktivitet af influenza i samfundet, men stort antal positive prøver

I uge 4 var influenzaaktiviteten i samfundet målt ud fra andelen af patienter, der kontaktede egen læge eller lægevagt, med influenzalignende symptomer stadig lav. Dog fortsatte stigningen i antal positive influenzaprøver, som begyndte i uge 3. Data fra MiBa viser, at der i uge 4 blev testet i alt 2.002 personer for influenza, heraf fik 147 påvist influenza A mens 545 var positive for influenza B. Dette er det højeste antal positive prøver registreret i en enkelt uge sammenlignet med de seneste fem influenzasæsoner. Det skal dog bemærkes, at der i de seneste tre sæsoner generelt er flere personer, der bliver testet for influenza, hvilket kan være en del af årsagen til, at der registreres flere positive prøver. Andelen af prøver der var positive for influenza ud af alle prøver taget i uge 4 – også kaldet positivprocenten, var på niveau med den højeste positivprocent i de to foregående sæsoner. Forekomsten af positive influenzaprøver var højest hos de ældre ≥ 65 år og hos børn 0-4 år. (Se overvågning af influenza her).

Laboratoriepåvist influenza blandt testede personer i denne sæson sammenholdt med de fem forrige sæsoner

I denne sæson er influenza B det dominerende virus, og det er usædvanligt at se så høj forekomst af influenza B så tidligt på sæsonen. Influenza B dominerer sædvanligvis først i slutningen af sæsonen, og er typisk ikke forbundet med lige så alvorlig sygdom eller med overdødelighed, som tilfældet er for influenza A. Det er influenza B af typen Yamagata, der er dominerende, og denne er ikke indeholdt i årets influenzavaccine, hvorfor effekt af evt. vaccination må forventes at være lav. Den seneste influenzasæson var karakteriseret ved en høj forekomst af influenza A(H3N2) og der er formentlig derfor en høj grad af immunitet mod denne virus i den danske befolkning.

Laboratoriepåvist influenza A og B samt procent med påvist influenza blandt testede personer

Siden uge 40 til og med uge 4 2018 er der blevet påvist influenza hos i alt 708 personer indlagt på hospital, heraf har 229 fået påvist influenza A, 483 influenza B og én patient har fået påvist influenza C. Af disse patienter har i alt 27 været indlagt på intensivafdeling, heraf 10 patienter med influenza A og 17 patienter med influenza B. På trods af det høje antal prøver der er positive for influenza, ligger antallet af hospitaliseringer indenfor det forventede. Der kan dog være forsinkelse på registrering af indlagte patienter.

I Europa ses der fortsat udbredt influenzaaktivitet og både influenza A og B cirkulerer i forskellige mønstre landene imellem. For influenza B er det fortrinsvist typen Yamagata der cirkulerer, mens det for influenza A’s vedkommende både er A(H3N2) og A(H1N1)pdm09 der cirkulerer. Data fra Euromomo viser en overdødelighed blandt ældre i det sydlige Europa og Skotland.

Andre luftvejsvirus

I uge 4 fortsatte antallet af personer der fik påvist infektion med RS-virus med at stige og i alt 215 personer blev testet positive. Positivprocenten steg fra 19 % i uge 3 til 21 % i uge 4. (Se overvågning af andre luftvejsinfektioner her).